Anmeldelse

21 måder at dø

Til "X Factor" os skiller

Usædvanligt god ungdomsroman om mobning, der griber læseren længe efter. Jeg har drømt om den bog i flere nætter, og jeg tænker på Kafkas forfølgelsesscener.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I min teenagetid læste vi historien om tyske Christiane F – både på tysk og i dansk oversættelse - og vi læste Inger Skotes ungdomsbog ”De tier mig ihjel”. Som anmelder vil jeg mene, at Sarah Engell har skrevet en bog, der på samme måde gør så stort et indtryk, at ”21 måder at dø” burde være obligatorisk læsning i folkeskolens ældste klasser. Alle lærerstuderende bør også læse den, mens de uddanner sig.

Fakta:

Titel: 21 måder at dø

Forfatter: Sarah Engell

Pris: 269,95

Sider: 337

Forlag: Forlaget Carlsen

Da denne anmeldelse primært henvender sig til lærere, vil jeg sige, at der er sket meget med de sociale omgangsformer inden for ganske få år. De fleste skoler har en mobbepolitik og mobbekonsulenter, ligesom lærerne kommer på kommunikationskurser, hvor alle lærer, at der ikke findes onde børn, men kun onde mønstre. De floskler slår denne bog godt og grundigt i stykker og viser med sin egen logik, hvor himmelråbende naive vi lærere kan være i al vores velmenende tyranni. Alt, hvad vi lærer om klasseledelse og trivsel i klasserummet, kan kun bruges til forebyggelse af mobning, men når ulykken er sket, så står vi magtesløse og ved ikke, hvad vi skal gøre, og ofte gør vi meget mere skade end gavn.

Klasselæreren i romanen er tåkrummende uduelig. For ikke at røbe for meget af bogens handling vil jeg blot nævne, at den ydre handling har den 15-årige Stella som absolutte omdrejningspunkt for grov mobning, og jeg måtte ud at google mig frem til, hvad et bullycide var, og fandt ud af, at mobning i cyberspace har mange platforme. Det er meget værre, end hvad man kan huske fra sin egen teenagetid, og man bliver svimmel og dårlig, mens man læser. Også efter at man har læst. Jeg har drømt om den bog i flere nætter og tænker på Kafkas forfølgelsesscener. Mareridt, der ingen ende vil tage.

Jeg spørger mig selv: Hvad er det så, der udløser denne hetz mod Stella? Tja, klasselærer Cecilie trøster Stella ved at sige, at Amalie og de andre piger bare er misundelige på hendes talent. Men altså – det kan ikke forklare, hvorfor denne forfølgelse bliver så voldsomt grov, at pigerne burde have været politianmeldt for chikane og trusler. Tilsyneladende skulle Amalies massive mobning være indledt, da de var bedste veninder, Stella og Amalie, og stiller op i tv-realityserien ”X Factor” som gruppe, og de kommer med i bootcampen, men det hele ender i den værst tænkelige katastrofe, da Amalie bliver bedt om at forlade konkurrencen for rullende kameraer, og Stella bliver opfordret til at stille op som solist. Som den gode veninde, Stella er, vælger hun at gå ud sammen med bedsteveninden. Desværre har Amalie en meget ambitiøs mor, der bakker op om sin datter, og Amalie indleder en smædekampagne mod Stella og fortæller, at hun kun blev opfordret til at komme videre, fordi Stellas far er producer og kender alle dommerne. Desuden er Stellas mor død for ganske nylig, og det viser sig, at Stellas mor var en kendt musiker. Stjernedrømme og talent i stride strømme plus et solidt økonomisk grundlag. Men bogen handler på ingen måde om at være en af de kendtes børn.

Det må skrives med så store bogstaver som muligt, at Sarah Engell har skrevet årtiets bedste ungdomsroman, og hun skriver godt. Der er masser af de unges sms-sprog, uden at det bliver for karikeret. Som læser føler man, at man er inde i Stella. Stella alene i verden, der laver lister over 21 måder at begå selvmord på og giver karakter – alt efter hvor gode mulighederne er. Hvad der mangler, er nok en forklaring på, hvordan Amalie kan iværksætte denne hetz mod Stella og alle finurligheder, hun finder på, og hvad man kan med anonymiteten i cyberspace. Hvordan kan hun få så stor magt over de andre i klassen? Hvordan kan hun med trusler styre en hel klasse? Og hvorfor gør hun det? Hun er såret, javist, men det kan vi alle blive og bliver det igennem livet, men hvorfor og hvordan kan det lade sig gøre? Og hvordan kan det lade sig gøre, at Amalies forældre ikke ved noget – eller i værste fald er med til at fremmane det monster, som Amalie viser sig at være. Så hvem er Amalie? Måske kan Sarah Engell give et bud på det i sin næste bog: Hvem er mobberen? Og hvordan bliver man en mobber? Der er mange ubesvarede spørgsmål, og jeg ønsker og håber, at bogen vil blive læst meget og flittigt i de ældste klasser. Måske kan vi sammen finde nye forklaringer på, hvad mobning er, og hvordan vi løser den.