På omslaget af ”Butterball – Historien om et overfald” er forfatterens navn fremhævet med overdimensionerede typer. ”50 Cent” skriger det, som om det er hans berømmelse og ikke historien, der skal trække læsere til bogen.

Det kan der være god grund til, for historien er måske lærerig, men også pinligt forudsigelig. Hovedpersonen med øgenavnet Butterball er en "smørbolle", fed og dvask, en dreng på kant med livet i et hårdt forstadsmiljø med skilte forældre, en mor, der nærmest aldrig er hjemme, dårlige oplevelser i skolen og så videre. Vi møder ham, efter at låget er røget af kedlen. Med en stak batterier i en sok har han ret tilfældigt slået en dreng ned. Derfor er Butterball tvangsindskrevet til ugentlige terapeutiske samtaler. Det er i terapirummet, vi gradvist får hele hans historie. Butterballs selvindsigt bliver også læserens.

Det er altså en klassisk afdækningsroman, men i en tamt harmoniserende variant. Det hele ender med, at Butterball får sagt undskyld, han accepterer sin mors nye forhold, han taber sig sågar. Ja, til sidst er han ikke længere Butterball, men bliver kaldt ved sit rigtige navn.

En rappers kvalitet vurderes på, om pointerne falder millimeterpræcist, og på de overraskende sproglige tvist. Ingen af delene har 50 Cent fået med over i romanen. Der er for mange omveje og for megen dvælen ved irrelevante detaljer, og i de tungeste passager sjosker sproget af sted som den tunge Butterball. De æstetiske svagheder vejes til dels op af bogens skildring af det barske forstadsmiljø, som er baggrunden for rapmusikken. Men bogen som helhed mangler stramhed og stringens.