Sympatisk er det første ord, der kommer til mig, da jeg har læst denne rodebunke af en antologi. Den samlede titel for jubilæumsbogen i anledning af Iben Melbyes 40-års forfatterjubilæum og 70-års fødselsdag er ellers ”Klemt”, men i det overordnede perspektiv på levet liv, der har budt på lidt af hvert, kan man kun synes, at hendes livs mange projekter alle har været – sympatiske. Empati kunne være det næste ord, der lige kommer til mig, for Iben Melbye har en forståelse for mennesker, der er meget sjælden. Hun ser de mennesker, der kommer i klemme i systemer, i grupper, mellem mennesker, i livet eller på grund af en uheldig skæbne. Hun har også haft sine meningers mod, og hun har turdet gå imod nogle af de strømninger, der ville have været mere oplagte at skrive om.

Da antologien er retrospektiv, er der også nogle af novellerne og synspunkterne, der bærer præg af tidens tand. Og på den måde får jeg ofte igennem læsningen mere en oplevelse af historisk tidsrejse end ”Wauw, for en visionær forfatter”, ja, undskyld, Iben Melbye, men det er, hvad jeg umiddelbart oplever, når jeg læser mig igennem de mange meget velskrevne, velmenende og meget velformulerede artikler.

Iben Melbye er seriøs, livsklog – og vil meget gerne formidle. Men hvem skriver hun for? Er hun antropologen, der går på opdagelse i det eksotiske? Ja, det er hun nogle gange. Og andre gange, som når hun skriver om personlige tab, så er det ikke længere eksotisk, men en nøgen og klar tale om at være lige der, hvor smerten er.

Iben Melbye har vedholdende researchet på det, hun gerne har villet formidle, så hun har været i stand til at beskrive kriminelles tanker, følelser, erfaringer, så de bliver troværdige. Hun har været i stand til at skabe tillid til de mennesker og har gået rundt som en anden Anders Agger og har formidlet menneskers liv indefra. Hun har skrevet socialrealistisk og modent – uden at tænke på, om der er penge i at skrive noget, der ikke er oppe i tiden.

Hun skriver, at hun bruger sin smerte kreativt, og hun begyndte at skrive børnebøger om Skorpionklubben, fordi en børnebibliotekarkollega efterlyste nogle anderledes krimier til børn. Det var lidt – som med nogle af de andre skriverier – ”bestillingsarbejder”, der alligevel viste sig at kunne få deres eget liv.

Senere blev forfatterskabet mere engageret og seriøst, da hun begyndte at skrive om en indvandrerdreng, som kom i klemme. Hun har i et interview fortalt, at det vækker genklang i hende fra egen barndom med en autoritær far, og det er foreløbigt blevet til 19 bøger for børn, unge og voksne. Dem får man ikke kendskab til i “Klemt”, i stedet får læserne et indblik i en klog kvinde, hvis udvalg af historier, fortællinger, artikler, kronikker og interview gennem 40 år giver os et unikt indblik i et levet liv.

Det er bestemt et projekt, Iben Melbye kan være stolt af, og som vi lærere kan spejle os i. Men hvad jeg helt præcis skal bruge antologien til i en lærerhverdag, er nok mere tvivlsomt. Selvfølgelig kan alle dansklærere læse afsnittet om Børn og Bøger, men da artiklerne har en vis alder, og de ikke er forskningsbaserede, er de nok mere velegnede som ferielæsning. Det samme gælder hendes andre artikler, der berører straf, ideologi og vold på et overordnet filosofisk plan, at det heller ikke vil være særlig ”børneegnet”. Men hyggeligt og interessant har det været at dykke dybere ned i et kvindeliv og et forfatterskab, som jeg ellers kun kendte fra ungdomsbogen ”Moonie”.