Det må unægtelig have været en stor udfordring for Mikkel Sommer at skulle illustrere en bog, som rigtig mange voksne kan huske fra deres barndom, og som stadig læses højt for børn i dag. Bogen har levet en omskiftelig tilværelse i Danmark med flere forskellige oversættelser og illustrationer siden udgivelsesåret i 1954, men med Gyldendals sidste udgivelse synes bogen komplet. Det lykkedes Kina Bodenhoff at bringe sproget tilbage på ret kurs med den nye oversættelse i 2005, og Sommers illustrationer forstærker sprogets dybde, fordi de er tegnet med respekt for teksten, men også med modet til at tænke nyt.

Først og fremmest formår Mikkel Sommer at skærpe sine illustrationer, efterhånden som bogens handling skrider frem, og mørket i teksten bliver dybt og uigennemtrængeligt. Den sødme, der har kendetegnet tidligere illustrationer af bogen, er, med enkelte lidt ærgerlige undtagelser, forsvundet, og særligt når Mikkel Sommer bevæger sig tæt på sine motiver, opnår han at tilføre illustrationerne en meddigtende dimension, der klæder det samlede værk betydeligt.

Der er sikkert flere holdninger til, om endnu en udgivelse og ændring af Astrid Lindgrens klassiker var nødvendig. Det er imidlertid en interessant tanke, at der til stadighed er mulighed for at arbejde med børnelitteraturens klassikere, og at nye kunstnere får mulighed for at prøve kræfter med det mangfoldige og højt elskede lindgrenske tekstunivers. Som det sikkert vil være mange læsere af denne anmeldelse bekendt, markerede ”Mio, min Mio” sig markant i 1954 ved at være usædvanlig dyster, og det ulykkelige barns ensomhed gennemsyrer teksten. I 1959 skabte Astrid Lindgren opmærksomhed med udtalelsen om, at børn gerne må blive rystet af kunst, og selve mørket og den til tider uendelige håbløshed har utvivlsomt rystet 1950’ernes læsere. Både børn og, måske i særdeleshed, voksne.

Men teksten leverer også håb til barnehovedpersonen, Bo Vilhelm Olsson, der som eventyrprinsen Mio besejrer det onde og overvinder håbløsheden hos sin far, kongen af Landet i det fjerne.

Kampen mellem det gode og det onde er ikke blevet mindre relevant i dag, og Astrid Lindgrens personlige lede og frygt ved 1950’ernes kolde krig ses personificeret i den onde Ridder Kato, hvis blotte navn får træer til at dø og dyr til at skrige af angst.

Det var med lidt rystende hånd, at jeg modtog bogen, for ligesom tusindvis af andre nærer jeg en umådelig stor respekt og affekt for Astrid Lindgrens bøger, som jeg er vokset op med, og som jeg ivrigt giver videre til mine egne børn. Det er med fuld fortrøstning, at jeg kan konstatere, at denne 2015-udgivelse af ”Mio, min Mio” giver nye og fremtidige læsere mulighed for at lære et af Astrid Lindgrens hovedværker at kende med illustrationer, der giver fortællingen den grad af vitalitet og liv, som den fortjener.