Anmeldelse
Tom
Smukke, poetiske og følsomme billedbøger fra Brasilien
Børnebøger fra den anden side af jorden om at være anderledes.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Fælles for de to brasilianske billedbøger "Flicts" og "Tom" er anderledesheden. I "Flicts" bruger man farvespektret til at beskrive det anderledes, ensomheden, idet man har kreeret – opfundet! – en sjælden og meget trist farve ved navn flicts, og i "Tom" er det Tom, der ikke ligner alle andre - måske er han autist.
Fakta:
Titel: Tom
Forfatter: André Neves
Pris: 228
Sider: 44
Forlag: Hjulet
Titel: Flicts
Forfatter: Ziraldo
Pris: 248
Sider: 56
Forlag: Hjulet
"Flicts" har den fine pointe, at farven flicts var den farve, som astronauten Neil Armstrong så på månen i 1969. Det dokumenterer billedbogens ophavsmand, Ziraldo, i øvrigt på side 52: ”The Moon is Flicts” har Neil Armstrong med egenhændig håndskrift skrevet. Desuden leger billedbogen naturligvis også med farvespektret, lærer læseren/kiggeren, hvad farverne er og hedder, og giver fine eksempler på, hvordan farverne for eksempel optræder i alverdens flag.
Verden er farver. Livet er farver. Alting er farver, som det så smukt siges i billedbogen. "Flicts" er den brasilianske multikunstner Ziraldos debutbog fra 1969, men den virker meget nutidig, og den er for længst blevet en klassiker i Brasilien. Det er Ziraldos første bog på dansk – takket være Forlaget Hjulet.
Hovedpersonen Tom i billedbogen "Tom" – af brasilianske André Neves – er en meget anderledes dreng, der lever i en lidt særpræget familie.
Det er Toms bror – eller måske Toms alter ego? – der fortæller historien. Tom er tegnet meget sårbar, næsten nøgen, som et foster. Tom leger ikke, fortæller ikke, hvad han tænker … men alle vil alligevel gerne prøve at forstå ham.
Imidlertid er det, som om Tom ikke ænser noget overhovedet. På et billede smelter Toms og broderens hoved – næsten – sammen, og fra dette øjeblik er det, som om broderen får en klarere fornemmelse for, hvad der foregår inde i Toms hoved.
Det er en meget smuk, poetisk, følsom og anderledes billedbog, der giver læseren/kiggeren noget at tænke over. I et efterord diskuteres det, om det er en bog om autisme. Imidlertid vil det efter min mening være for snæver en tolkning. "Tom" er nemlig meget mere end det. Den handler også om at leve i sin egen verden, om skjulte drømme, følsomhed, kreativitet, frihed, skønhed … En helt vidunderlig billedbog, der kræver en voksenformidler.