Anmeldelse

Drømmecykler og fodboldhunde

Smukke digte for børn

Det er ikke hver dag, der udgives en digtsamling for børn, men "Drømmecykler og fodboldhunde" er en finurlig, fantasifuld og humoristisk digtsamling for børn i alle aldre.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Alt begynder med alfabetet, hedder det i digtet ”Alfabet”. Når man kan stave til lys, er der ikke længere mørkt i universet (bliv lys – og der blev lys!). Det kan også blive til lus, men så er det, fordi man ikke kan stave.

Fakta:

Titel: Drømmecykler og fodboldhunde

Forfatter: Carsten René Nielsen

Illustrator: Mette Marcussen

Pris: 230

Sider: 32

Forlag: Vild Maskine

”Hjerteløs” fortæller om en dreng, der påstår, at han er helt tom indeni, intet hjerte, ingen mavesæk, ingen lunger. Til gengæld regner det altid derinde. ”Hvorfor løber der så ikke vand ud af dig?” spørger en pige mistroisk.

"Det gør der da også,” / svarede drengen, mens tårerne løb / ned over hans kinder.

Mange forfattere har igennem årene haft ”noget på” lærerne, og især hvis man bruger glosen "skolelærere", er der altid noget særligt i vente. I det morsomme digt ”Heksen” er det eneste, der kan få en heks ud af klædeskabet, en kedelig lærer, der fortæller ”noget om digte eller folkeviser eller noveller” – eller ”symboler og rim”. Så falder heksen simpelt hen i søvn, og man kan så forsigtigt bære den sovende heks ud af huset og sætte hende på fortovet.
Man kan også godt cykle i søvne. Alt hvad det kræver, er en cykel, der kan køre i drømme. Det fremgår af digtet ”Drømmecykel”. Det er en af den slags cykler, der kan køre selv – og selv finde hjem. Og den står altid klar i cykelstativet om morgenen, når man står op.

”Fodboldhunde” fortæller en historie om hundene, der hver aften kommer listende fra alle indkørsler og løber hen til fodboldbanen ved skolen – og så bliver der spillet fodbold til den store guldmedalje. Hundene må bruge alle fire poter, der må heades, men det er kun målhunden, der må gribe bolden med tænderne.

Efter kampen er spillerne varme og tørstige, / men de tager alligevel en omvej hjem, / så ingen skal kunne gætte sig til, / hvad de har lavet / Næste morgen er eneste spor fra kampen, / at endnu ét af kvarterets børn / ikke længere kan finde sin fodbold.

Carsten René Nielsen skriver skarpt, morsomt, sørgeligt, altid med fine pointer, og så er der sådan en dejlig tone hele vejen igennem. Det har været en fornøjelse at læse denne fine digtsamling for børn i alle aldre. ”Drømmecykler og fodboldhunde” kan bruges både i undervisningen og som højtlæsning, der jo også er undervisning.

Til digtsamlingen har Carsten René Nielsen lavet en række skriveøvelser med et tilhørende lille forord om at skrive digte, hvilket formentlig især er relevant for dem, der underviser børn og unge i at skrive, eller for dem, der selv skriver. Det ligger frit tilgængeligt på www.vildmaskine.dk/undervisning