Anmeldelse

Onsdag aften lige før syv

Pageturner af en ungdomsroman

Ny svensk ungdomsbog trækker tråde fra Vilhelm Mobergs "Udvandrerne" til integrationsproblemer i en svensk forstad og gør det på en måde, så den er svær at lægge fra sig.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I "Onsdag aften lige før syv" følger man seks unge fra 8. klasse på en skole i Alsta, en forstad i Sverige. En af dem bliver slået ihjel inden sidste side.

Fakta:

Titel: Onsdag aften lige før syv

Forfatter: Mats Berggren

Pris: 199,95

Sider: 208

Forlag: Høst og Søn

Synsvinklen skifter mellem de tre drenge og tre piger, og temaerne er venskab, fjendskab, misundelse, hash, kriminalitet, diskrimination, kvindeundertrykkelse, det at høre til og det at komme fra et andet land. Historien skildrer de forskellige grupperinger, både svenskerne, muslimerne, islamisterne – de mange nuancer af religiøsitet, også de mere fanatiske.

De unge kommer fra uddannelsesfremmede hjem, men bryder alligevel den sociale arv. Der er både hende, som bliver tvunget til at gå på en muslimsk skole, og hende, hvis forældre ikke vil lade sig kue af ”klanen” eller de racistiske svenskere. Da læreren belønner den muslimske dreng for at få 12 i sin prøve og dermed statuerer det gode eksempel på, at alle kan forbedre sig, forstår man hende godt. Hun er med til at give et skulderklap i tilblivelsen af en rapper, der vælger nye veje og bevæger sig væk fra gangstermiljøet.

Bogen er spændende fra første til sidste side og er svær at lægge fra sig. Den skildrer integrationsproblemerne på en fin måde uden at blive for moralsk eller pædagogisk. Miljøerne er skolen, stedet, hvor de unge holder til under motorvejsbroen, og Adnans Special, en svensk version af Konya Kebab.

Multietnolekter og ord som jalla (kom nu) og wallah (ved Gud) indgår i bogen sammen med svenske ord som fattiglem og sulemaden. Der er på den måde nogle spændende sproglige opmærksomhedspunkter, man kan slå ned på i en læsning. Hvinede staves i bogen whinede.

Historien sættes i gang af en intertekstuel reference til "Udvandrerne", der er skrevet af en af Sveriges største afdøde forfattere, Vilhelm Moberg. "Udvandrerne" handler om de svenske emigranters rejse til Amerika i midten af 1800-tallet og deres drømme om en bedre tilværelse. Det er måske også kernepunktet i "Onsdag aften lige før syv". Bogen er oplagt til udskolingen og fortjener at blive købt af skolebibliotekerne som klassesæt.