Anmeldelse

Billedbog uden billeder

Månen fortæller en perlerække af historier

Selveste H.C. Andersen er ophavsmanden til historierne i ”Billedbog uden billeder”, og fantastiske Lilian Brøgger har leveret det ene vidunderlige værk efter det andet, så nu passer det ikke, at historierne er uden billeder. Imidlertid er H.C. Andersens tekst så billedrig, at man godt forstår titlen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En fattig maler får besøg af Månen mange aftener efter hinanden, og hver gang Månen kommer forbi, fortæller han maleren et eller andet, som han har set natten før eller samme aften. "Mal nu det, jeg fortæller", siger han ved sit første besøg, "så skal du få en virkelig fin billedbog".

Fakta:

Titel: Billedbog uden billeder

Forfatter: H.C. Andersen

Illustrator: Lilian Brøgger

Pris: 198

Sider: 112

Forlag: Forlaget Hjulet

Det gør maleren så, og hvad han skaber, anser han for ”kun løse omrids på papiret”, men han er alt for beskeden. Det er ganske vist øjebliksbilleder, Månen formidler, men de er såvel rørende som oprørende, medfølende, sorgfulde og indsigtsfulde, morsomme eller endog satiriske. Glæde og kærlighed veksler med smerte og død. Det er fortællinger fra forskellige miljøer og lande – fra Danmark og Grønland gennem Europa til Kina med stop i Sahara og Indien – og flertallet af dem stammer fra ukendte menneskers tilværelse. Teksten er herligt sprudlende og med en Andersen i absolut tekstlig og fantasifuld topform, og han diverterer med den ene perle efter den anden.

Dr.phil. Helge Topsøe-Jensen (1896-1976) skriver i sit efterskrift: ”Lys og skygge, smil og tårer veksler bestandig. (…) Og findes der i grunden 'vigtigere' materier end fødsel og død, større kontraster end den døde fortids ruiner over for barnets lilleverden? (…) På den knappest mulige plads (viser H.C. Andersen), hvilket stemningsregister hans geni formåede at beherske. Derfor har den uanselige lille bog altid med rette indtaget sin plads mellem hans mesterværker”.

I denne udgave er det – som nævnt – kunstneren Lilian Brøgger, der har ladet sig inspirere af Månen til en række fine billeder. Også de er langt mere end ”løse omrids på papiret”. Denne udgave er den første, som er gennemillustreret i farver.

Forlægger Vagn Plenge skal have stor tak for initiativet. Der er længe imellem sådanne "snapse" i litteraturen. Vagn Plenge har foretaget en nænsom opdatering, der gør alle ord forståelige, uden at ændre noget ved Andersens særegne stil. Bogen indeholder desuden forklaringer på ord og navne. Den bedste julegave i 2021 – og 2022!