"Miniværk" er en serie små bøger, som med forlagets ord skal levere ”korte værker med gribende historier til indskolingen”. Litteraturen skal give os gode oplevelser og træningsprogrammer til ord- og empatimusklerne, og "Miniværk" er et vellykket forsøg på god litteratur til indskolingen.

"Farfar Flottenhejmer sætter fut i fejemøget" af Cato Thau-Jensen og Katrine Louise Jakobsen lover godt allerede i titlen. Fejende bogstavrim og forrygende ordvalg. Flottenhejmer er løfterigt med sit bedagede udtryk og sin skønne lyd. Næppe mange børn i indskolingen kender ordet, og så meget desto lækrere er det, at netop det ord finder vej til titlen - og der er mere fra den skuffe i værket. Første opslag i bogen afslører en af Katrine Louise Jakobsens skønne illustrationer, en detaljeret tegning med skæve hylder, vaklende perspektiv, en skidende hund i en vindueskarm og en lyserød lysekrone. Det er altså ikke kun ordsiden, som er fantastisk - illustrationerne i bogen er forrygende.

Farfar Flottenhejmer er Viggas farfar. Vigga har travle forældre. Forældrene bryder sig ikke om at lade Vigga være alene, så de giver hende en hund. Kort efter flytter farfar ind. Farfar er blevet smidt ud af plejehjemmet, og han er ikke en helt almindelig farfar. Eller måske er farfar bare lidt dement. Han kan godt huske, hvordan man laver karamel - i hvert fald næsten. Så farfar og Vigga hygger sig med uortodokse aktiviteter, som lutrer fantasien og ordforrådet. Det er fjong, siger Vigga - og hun har helt ret. Den lille bog fortæller historien om et kærligt forhold mellem en farfar, som ikke er helt ved sine fulde fem, og et barnebarn, som stadig er klar til at nyde alt det skøre og sjove, der følger i kølvandet på den tilstand. Fortællingen sidder lige i skabet. Sproget er sprudlende og opfindsomt og illustrationerne fornøjelige og fantasistimulerende.

I "Hundeliv" er Cato Thau-Jensen tilbage i rollen som illustrator. Teksten sørger Bent Haller for. Igen er et mindre muntert tema omdrejningspunkt i handlingen. Hovedpersonen Arnold befinder sig ikke særlig godt i livet. Han er forundret over den uretfærdighed, som gør, at hunden King Kong må fare rundt i huset og vælte ting og sager og alligevel blive rost. For når Arnold opfører sig uroligt med kolbøtter og vejrmøller, så er der ingen ros. Arnold prøver ihærdigt på at gøre det, som forventes, men det går ikke særlig godt. Han bliver bare ikke den artige dreng, som verden synes at ønske. Men når fortvivlelsen er størst, kommer redningen, som ikke skal afsløres i denne anmeldelse. "Hundeliv" er en barsk fortælling om manglende kærlighed og manglende forståelse. Fortalt så underfundigt, udforskende og undrende, at læseren bliver nødt til at sætte tempoet ned og prøve at fatte, hvad der er på spil. Kritikken er kras, men svøbes i præcist og blomstrende sprog, så nydelsen af den store litteratur i det lille værk er sikret. Thau-Jensens illustrationer er foruroligende og sjove og leverer et ekstra lag til en i forvejen rig fortælling.

John Kenn Mortensens "Ondskabninger" præsenterer en gyser beige på sort. Under Sidsels seng bor der sultne skabninger, som kun venter på, at Sidsel slår øjnene op, så hun kan forvandles til kødstrimler på en pizza. Men Sidsel er ikke så let at narre, så hun holder øjnene lukket. Når Sidsel ikke kan se ondskabningerne, kan de ikke gøre hende noget. Men "Ondskabninger" er ikke en bog om passivt at lukke øjnene, når verdens ondskab nærmer sig. Sidsel redder med stor opfindsomhed - og en hel del larm - sin familie fra at blive til kødstrimler. Ondskabningerne er langlemmede, langhårede væsner med tomme øjne, som vogter over Sidsel med lange, tynde fingre. Bogens diakrome udtryk er varmt og uhyggeligt på en gang. Illustrationerne følger teksten nøje og tilføjer ikke som i de andre to værker en ekstra dimension, men underbygger på skønneste vis den lille gyser om Sidsel og ondskabningerne.