»Der bliver ikke kø af børn i soveposer foran boghandlerne, når andet oplag kommer«, erkender Anita Krumbach, der har skrevet en af sidste års allermest roste børnebøger. Men det er ikke en bog, børn selv vil købe eller hive ned af hylden på biblioteket.

»En slags litterær broccoli, som ikke umiddelbart smager godt«, siger Anita Krumbach selv.

For man bliver ikke glad i låget af at læse »Et mærkeligt skib«. Men bogen er, som Underviseres anmelder udtrykker det, »intet mindre end en perle af en lille roman, som er næsten umulig at ryste af sig efter endt læsning«.

Bogen handler om Elo, en dreng, som bor alene med sin far. Ved siden af flytter en ny familie ind, hvis søn begynder i Elos klasse. De skal lave en opgave sammen, og Elo kommer indenfor hos familien og tager mere og mere del i familiens liv. Han snedkererer et modelskib til moren, som er meget flottere end det, hendes lille søn har lavet til hende. Da familien begynder at tage afstand og ikke lukker ham ind, når han kommer forbi, begår han indbrud og finder skibet smidt på gulvet i et pulterkammer. Bogen fylder kun 62 sider, men er fortættet som en maggiterning - personernes tanker og følelser står ikke på linjerne, men imellem dem.

Anita Krumbach begyndte på romanen som afgangsprojekt på Forfatterskolen for Børnelitteratur. Men den har rumsteret i baghovedet i mange år:

»Der var en dreng, der gjorde et stort indtryk på mig, da jeg arbejdede på et fritidshjem for 10-15 år siden. Han var lidt forsømt og lidt forhutlet, men han var også en dejlig dreng«.

Den dreng dukkede op i baghovedet igen, da hun nogle år senere læste en notits i en avis om en kvinde, der var blevet dræbt af sin søns gode ven, en ven af huset. Tilsammen blev det til historien om en dreng, der i den grad mangler voksenkontakt, at han suger alt, hvad han kan få. Anita Krumbach er oprindelig uddannet lærer, men har ikke tænkt i bestemte aldersgrupper eller klassetrin, da hun skrev bogen, ligesom hun heller ikke har tænkt i at ramme de unges sprog. For hende er det en almenmenneskelig eksistentiel historie, som hun meget gerne ville fortælle.

»Jeg har fået nogle breve fra lærere, der har brugt bogen, og det har været fra 6. klasse og opefter. En lærer, der har brugt den i 6. klasse, fortalte, at eleverne der lige er begyndt at læse mellem linjerne og se, at tingene måske ikke er, hvad de giver sig ud for«.

Spørgsmålet er, hvordan snakken i klassen vil blive oplevet af det barn, som måske selv er meget kontaktsøgende.

»Det kommer nok an på, hvordan den bliver formidlet, hvordan lærerne arbejder med bogen. Læreren kender jo de udsatte børn i klassen«.

»Man bliver jo irriteret på Elo, men forhåbentlig kommer man også til at holde lidt af ham«, siger Anita Krumbach. »Elo er jo også et menneske fyldt med tanker og længsler, og forhåbentlig kan nogle af de børn, der er inde i varmen, få nuanceret deres syn på dem, der ikke er det«.

Derfor har Anita Krumbach i sit arbejde med romanen gjort meget ud af at gøre Elo til en karakter med en personlighed. Hun har tænkt meget over hans udseende, og hvordan han bevæger sig. Han bruger nogle bestemte ord og vendinger.

Hvem har ansvaret for, at det går Elo, som det gør?

»Jeg synes jo altid, at forældrene har et ansvar, men det er jo ikke altid, at de kan påtage sig det. Måske gør de noget forkert i den bedste mening. Og andre voksne må have ansvaret for at overveje, hvor meget de kan og vil give, så de ikke lukker et barn ind, som de i virkeligheden ikke kan rumme«. |

I sidste uge overrakte Per Stig Møller Kulturministeriets Børnebogspris 2009 til Anita Krumbach for »Et mærkeligt skib«. »Bogen er en gave til danskundervisningen« og »intet mindre end en perle af en lille roman«, skriver Helle Friis Mikkelsen i anmeldelsen.