Romanen "Line Grøn" er første del af en triologi og henvender sig til aldersgruppen 10-12 år. Den er skrevet af sundhedsplejerske Nina Rafael og illustreret af Ditte Storm Erichsen.

I "Line Grøn" møder man teenagepigen Line på 13 år, der skriver i dagbogen Tytten til sin tvillingebror, Aske, der døde ved fødslen. Dagbogen fungerer som en rammefortælling uden om historiens nutid, der udspiller sig gennem et lille år komponeret efter månederne.

Trods bogens måske ikke mest inspirerende titel er historien indimellem spændende, som da Alf er væk, og Lines mor, Ursula, går hjem til ham. Men lidt for tilfældigt at hun netop kender Alf fra sit arbejde som socialrådgiver. Lines perfekte liv står i klar modsætning til Tor og Alf, som kommer til at bo hos dem. Der mangler noget optakt. Pludselig ligger Alfs mor bare under nogle tæpper. Vi har lige fået at vide, at hun arbejder som buschauffør, og hvordan kan de bare arve et hus?

Trods ansatser til noget godt forbliver romanen en konstruktion, og det er svært at mærke karaktererne og smerten. Bogen bliver lidt for pædagogisk, når Ursula prædiker moral om, at Alfs far skal tænke sig godt om i fængslet og derefter måske få et liv udenfor.

"Line Grøn" beskrives som en ”Astrid Lindgren-agtig fortælling” i pressemeddelelsen, men det er måske at skyde lidt over målet. Måske vil romanen være mere interessant, hvis Ursula fyldte lidt mindre, og der var noget mere substans i den metafortælling, der skrives om i dagbogen. Man tror ikke rigtig på, at både søsteren Maj og vennen Sander vil have fingrene i Tytten, for står der noget, der er så spændende, at man bare må læse den til ende? Hvad ville der ské, hvis Line gik linen ud? Gjorde noget, der for alvor var værd at skrive om i dagbogen?