Marcus' far er i krig, og romanen er formet som en lang tankestrøm, der myldrer rundt i Marcus' hoved under faderens fravær. Marcus' hoved er næsten bogstavelig talt fyldt ”med tikkende urbomber" og maven "med granater”, som der står et sted i romanen. Om natten afløser det ene mareridt det andet, og om dagen sidder angsten for, at telefonen skal ringe, i hans krop.

I skolen – de voksne er underligt fraværende her! – forfølges Marcus groft af de uforstående klassekammerater Eddie, Toke og Tobias. Selv om kammerater må siges at være et helt forkert ord i denne sammenhæng, for der er ikke meget kammerat over nogen af dem. For eksempel ringer de på døren om natten og råber, at det er politiet, bare for at stresse Marcus. Det er mere end ondt.

En walkie-talkie bringer ham i kontakt med eneboeren Skifter, der tilsyneladende har erfaringer med hensyn til at være i krig – og han hjælper på sin uortodokse måde Marcus tilbage på et mere sikkert spor.

På et tidspunkt er Marcus på vej helt ind i sig selv og slet ikke til at nå for moderen, og en dag brækker han faderens våbenskab op, tager faderens pistol, lader den og går ind i skoven, hvor Skifter bor. Men lige før han når frem, bliver han grebet bagfra – af faderen, der uventet er kommet hjem. Inden de forlader Skifters tilholdssted i skoven, får han en af Skifters medaljer, for – som Skifter udtrykker det – det er dem, der venter, der er de mest tapre!

Gennem hele fortællingen er Marcus meget opmærksom på sprogets toner og indhold og dissekerer alt, hvad de voksne siger til hinanden og til ham. Det er et rigtig flot greb, forfatteren Mette Emilieanna Bruun her har valgt at bruge. Det er hendes debut som romanforfatter, og det er hun sluppet mere end godt fra. Mette Emilieanna Bruun har skrevet en lille stærk roman, der går direkte i hjertekulen på læseren fra mellemtrinnet og opefter.