Anmeldelse

Lille Lucifer

Klik for at skrive manchettekst.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Danmark er i yderste fare i Bent Hallers nye kæmperoman. Noget mørkt og ondt vil erobre 'dette dumme lille land'. Men heldigvis har vi en redningsmand i Lille Lucifer alias Ludvig Nielsen, en lille satan på ti år fra Aalborg.

Han er udvalgt til at tage kampen op mod 'Den Ondes' repræsentant, en frygtelig djævleunge ved navn Baffomet, som trækker hærgende hen over landet. Lille Lucifer skal frelse Danmark ved at rejse alle gode kræfter i vores land - og i den kamp mobiliserer han over en bred front vores fælles historie, myterne, sagnene og helte af alle slags, både de levende og de døde.

En forrygende historie. Den starter og slutter på Grenen oppe ved Skagen, og i løbet af rejsen og kampen landet rundt afvikler Lille Lucifer/Ludvig sin barndom og ender som Danmarks skytshelgen.

Bent Haller har tilført den metafysiske kamp mellem det onde og det gode adskillige raffinementer: For Lille Lucifer er jo i virkeligheden søn af den forstødte engel Lucifer, Guds egen broder, som engang forhindrede, at jorden blev lagt i evigt mørke.

Det klør og kradser i panden og på ryggen af Lille Lucifer - og han bliver mere og mere undervejs et spejlbillede af djævleungen Baffomet. Denne udvikling gør historien både varm, vittig, uberegnelig spændende - og kompleks. Og nok også for kompliceret for de fleste af de børn, som forlaget indlemmer i bogens målgruppe.

I øvrigt: uanset, hvad romanen er - børnebog eller bog for alle aldre - så burde den være strammet op. Det kræver viljestyrke og motivation at komme igennem alle 844 computerskrevne sider!