Anmeldelse
Den aflange kuffert
Kloge børn og hovedløse voksne
Fælles for de to krimier for mellemtrinnet er, at det er børnehovedpersonerne, der er de kloge og velovervejede, mens de fleste af de voksne bare kaster sig hovedløst ud i tingene, eller også er de nærmest fraværende.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I "Weekend på vildspor" er det Kåres og Annas morfar, der uden megen forberedelse inviterer børnebørnene på en telttur i et meget gammelt telt, og i "Den aflange kuffert" spiller de voksne så godt som ingen rolle – måske bortset fra farfaderen. Det er nærmest op til hovedpersonen Hector at få det lille hotel for enden af lufthavnens landingsbane til at køre. Faderen er opslugt af pokerspil og whiskydrikning med stamkunderne. Desuden er der det specielle ved begge krimier, at de er skrevet af et forfatterpar, "Weekend på vildspor" af Birger og Andreas Møller (far og søn) og "Den aflange kuffert" af Ida-Marie Rendtorff og Daniel Zimakoff (kone og mand).
Fakta:
Titel: Weekend på vildspor
Forfatter: Andreas Møller, Birger Møller
Illustrator: Kurt Westergaard
Pris: 100
Sider: 134
Forlag: Forlaget Abeland
Titel: Den aflange kuffert
Forfatter: Daniel Zimakoff, Ida-Marie Rendtorff
Pris: 330
Sider: 91
Serie: Hectors Hotel
Forlag: Forlaget Fiktion
Andreas og Birger Møller har en hel stribe bøger bag sig. I "Weekend på vildspor" overraskes Kåre og Anna og deres morfar på en telttur af et voldsomt skybrud, og de søger ly i et gammelt hus tæt ved teltpladsen. Ved et uheld kommer Kåre ind i noget, der ligner et opdrætningssted for kæmpestore, aggressive Kamtjatka-krabber. Kåre overraskes af en mand med en revolver, men heldigvis får morfar, der tidligt på turen pådrager sig et stort sår på det ene ben, kontakt via mobiltelefonen til mormor, der kontakter politiet. Man finder også ud af, hvem der eksperimenterer med krabberne.
Tegneren Kurt Westergaard har tegnet bogens omslag og små, smukke vignetter inde i bogen.
Daniel Zimakoff og Ida-Marie Rendtorff har også mange års rutine i og stor succes med at skrive sammen og har med "Den aflange kuffert" skabt en absolut læseværdig og god lille krimi, der rammer lige ind i målgruppen. Hectors forældre ejer et lettere snusket hotel, og en dag tjekker en mystisk gæst med cowboyhat ind, mens Hector står i receptionen. Gæsten medbringer en aflang kuffert med lås, og Hector er omgående klar over, at kufferten må indeholde et våben. Da han ydermere overhører en telefonsamtale, hvor gæsten taler om at gøre nogen kold, ringer Hector med det samme til sin gode veninde, Iggy. De beslutter omgående at undersøge sagen. Selvfølgelig roder de to teenagere sig – mere klodset end elegant – ind i gæstens gøren og laden, og den overraskende slutning skal ikke afsløres her, men den involverer både en irriterende hund og en lærervikar fra Hectors og Iggys skole.
Hector kører tilsyneladende sit liv selv og arbejder sammen med storesøsteren på hotellet, der dog styres af deres mor. Morfaderen, der bor på hotellet, spiller også en central rolle og er en klog ældre mand. Hectors skolegang er meget, meget tilfældig, og det kan godt virke en smule overdrevet i en ellers veldrejet historie.
Ikke desto mindre er det to læseværdige og velskrevne historier med krimiindhold for mellemtrinnet.