"Jagten på et menneske" var et veritabelt hit i dansktimerne i 90’erne – og det med god ret, tænker jeg ved genlæsningen af bogen. Genudgivelsen er veltimet. Bogens tematikker passer glimrende ind i det senmoderne samfunds brydertag med etik og jagten på noget, der ligner en mening. Jeg vil ikke her fortabe mig i en gennemgang af bogens handling, den er velkendt og særdeles grundigt beskrevet mange andre steder, så anmeldelsens fokus bliver bogens værdi i danskundervisningen i udskolingen

Romanen er umiskendeligt Madsensk. Den er som skabt til undervisning, hvilket både er dens styrke og dens svaghed. Romanen har to fortællespor med to meget forskellige fortællerstemmer. Den har en tydelig, let forståelig handling, der tager udgangspunkt i et evigtgyldigt problem: Hvordan sørger vi for, at alle bidrager til samfundet – i romanen udmøntet i arbejdsløshedsproblemet: Hvad stiller vi op med arbejdsløsheden?

Der er således rig mulighed for at fokusere på analysen og danskfaglige begreber, blandt andet fordi strukturen i romanen er så tydelig, og fordi forskellen på de to fortællespor er stor. Endvidere lægger romanen på bedste vis op til diskussioner om menneskelivets mening, om ret og pligt, om individets værdi, om målet med samfundsudviklingen, om lighed ... Temaerne er tydelige, og romanens præsentation af dem giver inspiration til nuanceret debat.

For glødende Madsen-fans (som jeg selv) virker romanen en kende konstrueret. Svend Åge Madsens adelsmærke: udgangspunktet i ”hvad nu hvis” er også startskuddet (undskyld!) i denne roman. Hvad nu hvis de arbejdsløse var jaget vildt, og de arbejdende, blot ved erhvervelse af et jagttegn, havde lov til at skyde de arbejdsløse? Et andet typisk Madsensk træk i romanen er fortællingens magt over vores liv, her repræsenteret ved de to forskellige fortællesynsvinkler. Kan det forsyne de jagede med et livsindhold netop at være jagede, eller er det en indlysende uretfærdighed, at livsvilkår fordeles ved lodtrækning? I "Jagten på et menneske" er disse to for Madsen så typiske virkemidler let forsimplet, og det giver romanen et lidt for bombastisk udtryk. Romanen er da også tidligere kritiseret for forsimplingen, men Madsens umiskendelige kvaliteter fornægter sig ikke.

"Jagten på et menneske" er en god historie og leverer elementær spænding, etiske overvejelser og litterære kvaliteter på trods af forsimplingen. Svend Åge Madsens forkærlighed for leg med navnesymbolik findes også i romanen, og dermed bliver "Jagten på et menneske" et fint første møde med mesteren. Den holder stadig. Javel, den når ikke højderne fra "Tugt og utugt i mellemtiden" eller "Genspejlet" eller den allerbedste: "At fortælle menneskene", men den er et værdigt, lødigt og meningsfuldt bud på en god roman til udskolingseleverne med sin insisteren på at udforske litteraturens muligheder og på at diskutere væsentlige problemstillinger.