Alberto er kistesnedker og lever i den lille by Allora i et middelhavsagtigt miljø med havet helt tæt på byen, så tæt, at fiskene undertiden bliver slynget op på land af det vilde hav. Alberto er indbegrebet af uegennyttighed, og bag ham ligger en familietragedie, hvor han under en ondartet epidemi mistede både sin kone og sine tre børn. Mirakuløst nok holder han fast i sig selv og forbliver et venligt, generøst og roligt menneske med øje for sine medmennesker.

En dag begynder der at forsvinde mad hjemme hos Alberto, og snart finder han ud af, hvem madtyvene er: den sky dreng Tito og hans farvestrålende fugl, Fia. Langsomt vinder Alberto Titos fortrolighed og tillid og finder ud af, at Tito er på flugt fra sin brutale far. Det viser sig i øvrigt, at Alberto – uden at vide det – i en af sine kister har begravet Titos mor, der boede alene med sin dreng ikke langt fra Allora.

For Alberto er det meget vigtigt, at man har sin frihed til at leve, som man gerne vil, og han holder sig totalt uden for den sladder, der uvilkårligt florerer i en lille by som Allora. Han sætter alt til side for at give Tito en god opvækst sammen med den sære fugl, han lærer Tito at læse, og han læser højt af et eventyr om drømmeøen Isola, der ligger et stykke ude i havet. Til sidst beslutter den lille trio at sejle over havet til Isola for at få fred for Titos brutale far. De tror på, at drømmeøen er et sted, hvor man kan få lov til at være sig selv, og at den findes derude i havet.

”Drengen, fuglen og kistemageren” må være det, man i børnelitteraturen kalder magisk realisme. Forfatteren Matilda Woods holder en fin balance. De originale og enkle illustrationer – Anuska Allepuz har gennemillustreret – er holdt i blåt og understøtter og kompletterer bogens fortælling på smukkeste vis og gør ”Drengen, fuglen og kistemageren” til en særdeles smuk bog.

Romanen er fint og indfølt oversat af Lene Ewald Hesel.