Denne bog er dragende smuk: Papirets kvalitet og toning er guf for både øjne og fingre, det enkelte opslags komposition og valg af sats er gennemført, så man til fulde kan nyde den trykteknik, der gør hver eneste Ib Spang Olsen-illustration til en original i øjet.

I 1980 offentliggjorde Søren Ulrik Thomsen en parafrase over Charles Bulowskis digt »The worst and the best«. Det fortæller han om i forfatterens efterskrift, ligesom han fortæller om sit ønske om at skrive en ny version. Det er den, vi nu har foran os. Og efter læsningen i os.

Med en sproglig enkelhed sammensætter digteren sine hverdagssansninger af det bedste og det værste, så begge følelser eller vurderinger fanges ind, stramt og komplekst. Han gør med ord, hvad den ældre Matisse gjorde med sin streg. Og udstiller dermed sin livserfaring for læseren på en præsenterbakke, der trods alt er dekoreret med optimisme: der er ti det værste-digte og 11 det bedste-digte.

Helt oplagt er Ib Spang Olsen, imod sine principper, faldet for fristelsen til at illustrere. Og det er svært. Selv siger han i Tegnerens efterskrift: »Lyrik kan næppe illustreres; det kan nok kun lade sig gøre, hvis man slipper læserens koder og hænger på sine egne, stadig balancerende mellem nøgtern målbevidsthed og fri dans. Samt lyden af digterens stemme«.

Og er det så lykkedes? I en forstand fanger han både enkelheden og kompleksiteten, og mange dele af tegningerne til det værste ser ikke så slemme ud endda, mens dele af det bedste omvendt synes dunkle.

Ib Spang Olsen har imidlertid det problem, at han har en enorm billedkraft, og til tider får man en følelse af, at han stjæler ens egne billeder fra læsningen. Altså en følelse, der er i familie med irritationen over, at bøger, man har læst, bliver filmatiseret med helt forkerte skuespillere.

Hvorfor skal der være illustrationer på hver side? Hvorfor ikke rene billedsider adskilt fra teksten? Hvorfor ? Men trods sådanne spørgsmål må man overgive sig. Bogen er smuk og dragende. Og danskfagligt er den oplagt læsning på ældste trin på grund af sin behandling af tilværelsens kompleksitet ved hjælp af sproglig enkelhed og gennem sit valg af modstillingen: det værste og det bedste, som også gør bogen mønsterværdig som afsæt for elevernes egen lyrikskrivning. Endelig vil elevernes egne forsøg på at illustrere Søren Ulrik Thomsens ord kunne give næring til en diskussion om Ib Spang Olsens billeder og om forholdet mellem ord og billeder.