Anmeldelse
Bullerfnis på bog
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Kan det virkelig lade sig gøre at omskabe tv-serien »Bullerfnis« til en bog? Tv-serien var sjov og lærerig uden at være belærende og Hella Joof og Peter Frödin rigtig gode værter og fortællere. Jeg synes, eksperimentet er lykkedes. Buller og Fnis snakker sammen om oplevelserne i 60erne og 70erne; ligesom på tv med gags og humor. Buller og Fnis voksede op i hver sit verdenshjørne, Buller i et kollektiv med mange mennesker og rigtige holdninger sammen med sin storebror og mor, mens Fnis trådte sine barnesko som enebarn hos sine meget ordentlige tandlægeforældre. Så selvom det var samme tid, er oplevelserne forskellige.
Historien pakkes ind i en ramme med en pludselig strømafbrydelse, der sender Buller og Fnis tilbage i tiden. Med det trick serveres seriens mange filmiske indslag. Nu er de er tilbage i barndommens land, hvor de kan se og fortælle om den brune mælkeflaske, salmiakstænger i dens kapsel, slumstormere og sporvogne. For ikke at tale om de mange sproglige udtryk fra dengang som for eksempel gå agurk, dødens pølse og havemøbler i øregangene.
Bogen er fint illustreret med tegninger af Ole Fick og enkelte sort-hvide fotos fra dengang.
En fin oplæsningsbog til de yngste og til selvlæsning for de 10-12-årige i et eventuelt temaarbejde. Der er gode oplæg til snak om barndommens land, fra dengang mor og far var børn. Seriens underfundige humor er med succes overført til bog.