Historien om brødrenes rejse til Nangijala har efterhånden holdt til tre-fire generationer børn, så umiddelbart spørger man sig selv om, hvorfor det skulle være nødvendigt at pille ved Ellen Kirks oversættelse, fra dengang bogen første gang udkom i 1973. Men alligevel.

Hvert sprog har sin tid, og hver tid har sit barnesyn. Og sit syn på, hvad man kan tillade sig, når man oversætter børnebøger.

Anette Øster Steffensen har påvist (1993), at pædagogiske hensyn ofte overskygger omsorgen for den litterære kvalitet, når Astrid Lindgrens fortællinger er blevet oversat til dansk godt nok med eksempel i »Mio, min Mio«. Men problematikken er den samme omkring denne roman: den første oversættelse sorterer i ordene, så de passer til sarte børneøren. I den nye version kaldes en lort for en lort, hvis der optræder sådan en i teksten.

Et eksempel på, hvordan man kan suge kraften ud af sprog og symboler, er benævnelsen af det kvarter, hvor børnene bor med deres fattige syerskemor. Efter svensk skik har kvarteret et navn. Fackelrosen, hedder det i originaludgaven. Formentlig har det været botanisk korrekt af Ellen Kirk at oversætte det til Kattehalen, som planten vistnok hedder på dansk. For alle associationer til ildebrand som noget fremadstormende og måske gudsbestemt ophøjet, der vækkes på svensk, falder fuldstændig bort.

Der er også forskel på, hvilken billeddannelse man sætter i gang, om man som i kapitel 11 skriver, at alle Tengils soldater »var blevet vældig energiske af at have spist og drukket så meget« (gamle udgave), eller man tro mod originalen skriver, at de »blev vist vældig opkvikkede af al den flæskesteg og øl« (ny).

Der er altså god grund til at udskifte eksemplarerne på skolebiblioteket med nyoversættelsen. De gamle er formentlig alligevel slidt op.