"Brødrene Zapata" er historien om to mexicanske katte, der mister deres mor, men heldigvis møder de fru Zapata, der af alle steder finder dem i sin ovn i køkkenet. Kattemoderen er vist blevet spist af en ørkendrage. Støvlesort er – bortset fra poterne og skægget og halespidsen – ellers hvid, Hvideskæg er sort bortset fra poterne og skægget og halespidsen. Den ene er udekat (Støvlesort), og den anden er indekat (Hvideskæg). De to katte lever en herlig tilværelse hos fru Zapata, men pludselig en dag dør fru Zapata, og derefter er intet, som det var.

Heldigvis har de to katte stadigvæk Diego, en ven af huset, og med hjælp fra ham danner de et orkester, der bliver meget populært, Støvlesort på guitar og Hvideskæg på æggedeler, men en dag vil den korrupte underborgmester Don Alberti Huerta have dem til at skrive en hyldestsang til sig, men det afviser de to musikere i klare vendinger. De støtter nemlig ikke mordere og kriminelle, som de skriver tilbage til ham!

Det tager underborgmesteren ikke overraskende som en krigserklæring, og han skyder og dræber Støvlesort, mens de to katte giver koncert i byen. Diego og Hvideskæg begraver Støvlesort og må så drage videre ud ad livets landevej. På et tidspunkt bliver Hvideskæg meget sorgfuld over tabet af Støvlesort, kan ikke bære savnet længere og begraver sig selv med gravsten med inskription og det hele, men heldigvis indser han, at life must go on, og på gravstenen skriver han derfor: ”Her hviler Hvideskæg, men kun mellem et og tre”. Diego hjælper også til og bemærker: ”Jorden drejer altså ikke bedre rundt med dit lig i lasten”. Klar tale!

"Brødrene Zapata" er skrevet af Torgeir Rebolledo Pedersen, norsk forfatter, dramatiker og arkitekt, og billedbogen/tegneserien er illustreret af en af Danmarks bedste illustratorer, Lilian Brøgger. Og lad det være sagt med det samme: Hun har ydet en helt enestående kraftpræstation på ikke mindre end 104 sider! "Brødrene Zapata" er et smukt, kreativt og imponerende eksempel på Brøggers kapacitet.

Teksten er på vers og rim, og alle figurerne har stemmer. Tekst og billede hænger sammen som ærtehalm, og ens øje går uvilkårligt på opdagelse hele tiden. Lilian Brøgger bruger ”sin mexicanske streg” og følger hele tiden mere end godt med på illustrationer, bakker op, lægger til, understreger, overdriver - og hele tiden med en enorm idérigdom. Kæmpestore kaktusser, skove med et så tæt løvfang, at man tror, man kan gå på det, små sjove dyr, fede amerikanere, indimellem små tegneserier, blandt andet med Hvideskægs kamp med en klapperslange, hyggelige natbilleder omkring bålet og så videre. Tegningerne er sjove, skøre, myldrende, og man er aldrig i tvivl om, hvad hun vil fortælle. Og hun bruger hele paletten, og der er knald på farverne. Det er en sand lyst at se derpå! Hvor er det dog smukt.