Når man kører hjemad i bil en aften på en mørk vej, kan det føles som at køre i en lidt uhyggelig, lang og mørk tunnel, der totalt omslutter en. Den brasilianske forfatter Cristino Wapichana er gået ud fra nogenlunde samme tankegang og har skrevet – gendigtet? – en underfundig, smuk og mytisk fortælling fra Amazonas, hvor natten beskrives som en enorm mund, der sluger floden, bjergene, skoven og skyerne. Det er drengen Kupai, der drømmer denne drøm, et mareridt, og så kalder man på sin mor. Om morgenen ler alle ad ham, da han fortæller om sit mareridt, men han lader sig ikke slå ud. Tværtom ønsker han at vide, hvad nattens mund er for noget, og her må hans far pænt stille op og prøve at forklare, hvad det er for noget.

Dagen efter leger drengene Kupai og hans bror Arapuá. De snakker om den fantastiske solnedgang og klatrer op på den farlige Tordenklippen, hvorfra man kan se, at solen tager bad i floden ved solnedgang, men faderen opdager det og giver drengene en ikkevoldelig straf. Han fortæller dog senere historien om nattens mund til drengene.

”Nattens mund kommer, når solen siger farvel, og natten indtager sin plads i verden. Nattens mund er meget vigtig for, at vi kan drømme. Den bringer familien sammen til aftensmaden, og natten fylder himlen med stjerner”.

Kupai tænker: En mund uden krop? Han bliver dog ikke helt overbevist om, at han sådan rigtig forstår, men han får ikke flere svar fra faderen, så han må tage mod til sig og spørge selveste nattens mund om, hvordan det hænger sammen. Klogt gjort, for netop på denne måde får han set sin frygt i øjnene.

Billederne er smukke, farverige og mørke (af gode grunde naturligvis) og spiller utrolig flot med på historien om nattens mund. Det er både enkelt og præcist med et fornemt og anderledes farvespil.

Bogen har en dedikation til Vitor Pereira (forfatterens far). Cristino Wapichana tilhører wapishana-folket i det nordvestlige Brasilien. Han er både børnebogsforfatter, musiker og komponist og desuden leder af UKA Institute – House of Ancestral Knowledge.