15-årige Philippa har slet ikke styr på sit liv. En stor, ubearbejdet hemmelighed – et traume – spærrer for udsynet, og det giver nogle meget besynderlige udslag i Philippas måde at tackle tilværelsen på. Vrede og had gennemsyrer tilsyneladende hele hendes adfærd, og hun overtræder hele tiden skrevne og uskrevne regler. Ved en lerdueskydning på efterskolen, hvor faderen er forstander, skyder hun meget tæt på en hest og rytter. En anden gang løsner hun sadlen på en af hestene, så en af hendes kammerater falder af, hun lyver og intrigerer, hun er grænseoverskridende og falsk, hun er kynisk og ubehagelig.

Tilsyneladende ænser ingen af de voksne omkring Philippa, at den er helt gal med hende, selv om der ellers er indikationer nok. I virkeligheden længes Philippa efter, at moderen, faderen, en eller anden viser hende den omsorg, som hun så brændende ønsker sig, men som de voksne åbenbart har travlt med at give til andre.

Philippa drømmer meget, har mareridt, og mareridtet har rod i en ualmindelig barsk oplevelse fra Philippas hjem, som har sat sig som en evig skyldfølelse. Det kan af samme grund forekomme lidt underligt, at ingen – som i INGEN – voksne får færten af Philippas store traume og gør noget ved hendes situation, men forfatterne har øjensynligt villet kigge ud af øjnene på en hardcore mobber – og det er de lykkedes med.

Sikken et fucking monster! Lad os håbe, at Philippa får hjælp, den stakkels pige.