Alma er i ubalance, selvværdet er i bund, og hun ender næsten med det samme på ”eksklusionslisten” takket være to stærke piger, Helen og Thilde, der styrer hele klassen. Alle ønsker at være venner med dem – egentlig også Alma – men Gud nåde og trøste dem, der træder de to piger for nær.

Alma gør noget ”utilgiveligt”, hun bliver betaget af Villads, klassens flotte loverboy, men ham har Helen, klassens dronning, monopol på, så Alma bliver mobbet i alle ender og kanter. De to piger lægger fælder for hende, og ved en fest går det helt over gevind. De to piger drikker Alma stangberuset og tager nøgenbilleder af hende og lægger dem på Facebook. Det får meget voldsomme konsekvenser for Alma, der alene må tackle alle problemerne, der følger med.

Alma er klar over, at hun må tage en drastisk beslutning, og hun beslutter sig for at blive Marie, der med moderens forståelse forlader byen og tager på efterskole for at starte på en frisk. Tror man så på, at det vil være muligt at lægge alt det grumme bag sig? Det kan jeg godt tvivle på. Er det rimeligt, at de to finker Helen og Thilde ifølge historien slipper godt fra deres lede mobning? Nej, sørme er det ej! Det er også interessant og en smule underligt, at Alma/Marie selv ekskluderer. Hun har helt klare præferencer, når det gælder, hvilke kammerater hun gider komme sammen med.

Kun én – 1 – person står altså tilbage som en ansvarlig kammerat/et ansvarligt medmenneske: Andreas, den kedelige dreng, der udviser og udøver ansvar i fuld skala. Han er en flot person i al sin underspillethed i historien. Heldigvis findes venskabet, men først må Alma altså langt ud, helt derud, hvor man bliver nødt til at se døden – og livet – direkte i øjnene.

”De sidste dage i Almas liv” er en lidt (for) lang – 419 sider – ungdomsroman om den uhyggelige mobning, der kan være svær at gennemskue og især at klare, fordi man er så alene! Men Irma Lauridsen leverer en engageret, velment og velskrevet historie med hjertet på absolut rette sted for den mobbede Alma/Marie.