Anmeldelse

Verdens bedste skole/Verdens bedste madpakke/Verdens bedste drenge-dag

Tre gode bøger til indskolingen

Serien "Alberts Univers" består indtil videre af tre bøger om Albert, som går i 2. klasse, og hans opfinderfar, som har en kreativ tilgang til børneopdragelse. Bøgerne er beregnet til makkerlæsning.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Alberts Univers" er en serie fuld af humor, en skøn far, helt som man forestiller sig en opfinderfar. Albert har de ideer, som drenge har, og fars reaktion er sjov. Illustrationerne støtter tonen i bøgerne, samtidig med at børnene kan finde støtte til læsningen.

Fakta:

Titel: Verdens bedste skole/Verdens bedste madpakke/Verdens bedste drenge-dag

Forfatter: Lotte Arberg

Illustrator: Emilia Rubæk

Pris: 137,50 kroner per styk

Sider: 22

Serie: Alberts Univers

Forlag: Elysion

I første bog vil Albert ikke i skole. Han keder sig, de andre børn driller og så videre. Far beslutter, at de laver en hjemmeskole, hvilket Albert er helt med på. Det er hårdt arbejde og ensomt at være eneste barn i klassen, og næste dag beder Albert om at komme i skole igen.

I "Verdens bedste madpakke" vil Albert ikke have madpakke med. Den er kedelig og lugter. Sammen går Albert og far ned i kælderen, hvor fars opfinderkontor er. Her skal de opfinde verdens bedste madpakke. De har divergerende opfattelser af resultatet. Albert foretrækker sin oprindelige madpakke med leverpostej og agurk.

"Verdens bedste drenge-dag" bliver en dag, hvor far og Albert sover længe, spiser morgenmad i sengen og bygger fantastiske kreationer med Lego. Dagen indeholder alt, hvad drenge kan ønske sig.

Serien er beregnet til makkerlæsning, og derfor er teksten delt i blå skrift og sort skrift. Blå skrift er lix 12, og sort skrift er mellem lix 20 og lix 27. To børn kan læse sammen, eller i familien kan barn og voksen læse sammen.