Gyldendals "Dingo"-bøger er populære og med god grund. De giver folkeskolens mindste læsere en simpel mulighed for at læse egne bøger og samtidig følelsen af, at det ikke er en uoverkommelig opgave at læse sin egen bog. Samtidig giver den letlæselige nøgle til "Dingo"-serierne i bøgernes omslag et hurtigt overblik over bøgernes niveauinddeling, så dansklærere og forældre kan guide børnene bedst muligt.

I fem nye "Dingo"-bøger finder vi tekster af to af børnelitteraturens sværvægtere. I de tre bøger ”Anton og Arnold”, ”Sommerferie” og ”Tøsefælden” møder vi det Ole Lund Kirkegaardske børneunivers med frække drenge på eventyr og snedige piger, der ikke så let lader sig narre. Karaktererne er let genkendelige uden de store, afgørende karaktertræk.

Det er ganske ligetil. Historierne har fart på fra starten, og læseren er godt underholdt. Som letlæsningsbøger fungerer de perfekt. Tekstmængden er passende, og historierne er delt op i korte kapitler med korte, overskuelige perioder. Fortælletempoet er ligeledes tilpasset de unge læsere, så de fleste uden større vanskeligheder vil få glæde af dem.

Det simple sprog går desværre også ud over det typiske Ole Lund Kirkegaardske sprog, som i sig selv er en bærende del af de gamle, kendte bøger. Ole Lund Kirkegaards fornemmelse for børnenes eget sprog er et højtelsket træk, som både børn og voksne falder for, og den del synes umiddelbart underbetonet i disse tre fortællinger. Gyldendal skriver, at bøgernes originaltekst er ”nænsomt bearbejdet”, hvilket i sig selv giver god mening i letlæsningsbøger. Det er måske også mest voksne læsere, for hvem Ole Lund Kirkegaard på det nærmeste er ukrænkelig på linje med morgenkaffe og solkrog, der vil bemærke de sproglige afvigelser fra de gamle værker. Fred være med det. Til dels.

Anderledes forholder det sig med de to "Dingo"-bøger med udvalgte H.C. Andersen-tekster. Disse bøger gør sig tillige bemærket ved at være rigt og varieret illustreret af navne som Dorte Karrebæk og Werner Wejp-Olsen. Selv om man skulle mene, at det kunsteventyrlige sprog hos H.C. Andersen alt andet lige burde være vanskeligere at bearbejde nænsomt end Ole Lund Kierkegaards, uden sammenligning i øvrigt, så fremstår sproget mere velbevaret i disse bøger. Vel at mærke uden at det går ud over letlæsningskvaliteten. Dette kan skyldes, at Gyldendal har udvalgt nogle ikke alt for svært tilgængelige, og først og fremmest kendte, H.C. Andersen-eventyr. Heriblandt ”Fyrtøjet”, ”Prinsessen på ærten” og ”Tommelise”.

Bøgerne er selvskrevne til skole- og klassebiblioteket i indskolingen og det tidlige mellemtrin. Forældre, der vil investere i letlæsningsbøger til poderne, har her en oplagt mulighed for at introducere de små bogorme for selvlæsning af to ikke helt ubetydelige litterære bekendtskaber. God læselyst til dem.