Forlaget Gyldendals Dingo-serie præsenterer, i rækken af anerkendte voksenforfattere, Willy Sørensen i novellesamlingen 'En glashistorie'. Samlingens tre noveller omhandler: 'Blot en drengestreg', 'Tigrene' og 'En glashistorie'. Indbinding, teknisk udstyr og layout signalerer kun i yderst diskret form, at der er tale om læsepædagogisk tilrettelagt litteratur. Da der er tale om alment kendt stof, vil jeg ikke gå ind i nærmere præsentation af hverken forfatter eller noveller, men blot konstatere, at forlagets initiativ fortjener opbakning fra skolebibliotekarer og dansk- og specialundervisningslærere. Den særdeles nænsomt bearbejdede fremstillingsform gør i øvrigt, at serien meget vel ville kunne anvendes som fælleslæsning på 8.-9. klassetrin og ikke blot i specialundervisningen. Serien tæller indtil nu: Vita Andersen, H.C. Branner og altså Willy Sørensen. På vej er: Benny Andersen, Leif Panduro og Peter Seeberg.

Forlaget Modtryk har også taget udfordringen omkring læsetilbudet til voksne læsehandicappede på sig og tilbyder en ny serie - kaldet 'Letlæst for voksne'. De to første bøger i serien præsenterer Lis Vibeke Kristensen og Charlotte Strandgård i henholdsvis 'Millionærerne' og 'Den Grønne Nøgle'. Sidstnævnte fortæller historien om den midaldrende, Inger, og datteren, den 14-årige Lea, der efter forældrenes skilsmisse har foretrukket at være hos faderen. Moders og datters forhold er udpræget dårligt og med fortællersynsvinklen hos den mere og mere foretvivlede Inger, følger læseren moders og datters magt- og identitetskamp. Trods et lavt lixtal gives der et rigtigt fint og relevant letlæsningstilbud, som efter min opfattelse sagtens kan finde anvendelse uden for målgruppen. Problemformuleringen og historiens tema er ganske vist udelukkende set gennem moderens briller, men netop det giver bogen en ny dimension i forhold til den ungdomslitteratur vore unge normalt præsenteres for. For det må da vist stadigvæk være sundt en gang imellem at blive tvunget til at se en sag fra en ny synsvinkel - og den placering, som læseren i 'Den Grønne Nøgle' bliver tvunget til at indtage, har vore unge ikke tidligere oplevet i de letlæsningstilbud, vi har stående på bibliotekets hylder. Så altså: 'Den Grønne Nøgle' kan anbefales til skolebiblioteket og læseklinikken til skolens ældste læsehandicappede piger.

Lis Vibeke Kristensens bog 'Millionærerne' om det ældre ægtepar, som realiserer deres forretning i Danmark for at flytte til en millionærtilværelse i Spanien, vil nok umiddelbart i mindre grad end 'Den Grønne Nøgle' have anvendelsesmuligheder i folkeskolen. Temaet giver færre identifikationsmuligheder end Charlotte Strandgårds historie - men gør det noget, at vi stiller vore unge over for en anden generations oplevelsesverden- og problemsfære? Som i tilfældet med 'Den Grønne Nøgle' er der tale om en velfortalt historie med troværdige og hele personfremstillinger, så der er al mulig grund til, at skolebiblioteker og læseklinikker er opmærksomme på de kommende udgivelser i serien.

Mogens Bille