Anmeldelse
Læsemakker
Læsemakker
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Læsemakkermetoden er en slags mesterlære og betyder, at en yngre elev fra indskolingen arbejder og læser sammen med en ældre elev, typisk fra 7. klasse. Den ældre makker kan selv have haft en langsom læsestart og har derfor gode forudsætninger for at forstå sin yngre makker. Den yngre makker er ikke en specialundervisningselev, men er alligevel opmærksomhedskrævende på grund af langsom læsning, usikkerhed i enkeltordslæsning eller mangel på støtte fra hjemmet. Aktiviteterne er et supplement til læseundervisningen, men erstatter ikke undervisning foretaget af en lærer.
Fakta:
Titel: Læsemakker
Forfatter: Mia Finnemann Schultz
ISBN: 9788702085532
Pris: 467,50 kroner
Sider: 176 sider
Type: Bog
Forlag: Gyldendal
I bogen beskriver forfatteren læsemakkerforløbet, som strækker sig over godt et skoleår. Det er udførligt beskrevet, hvilke parter der bør være involveret, og hvad deres ansvar er. Læsevejlederen skal være tovholder på forløbet. Herudover beskriver Mia Finnemann Schultz tre primære elementer i læsemakkerforløbet: Læsemakkerkursus for de ældre makkere, læsestund for de ældre makkere og selve læsemakkersessionerne. Til alle elementerne er der arbejdsark, kopiark, brevforlæg og lektionsbeskrivelser.
"Læsemakker - sammen om læsning" er et gennemarbejdet og struktureret materiale. Læsevejledere og deres samarbejdspartnere kan her finde et kvalificeret og solidt grundlag for, hvorfor det er en god ide at arbejde med læsemakkerkonceptet, og hjælp til at gennemføre et forløb til mindste detalje.