Anmeldelse

Læs!

Klik for at skrive manchettekst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Læs!" vil give eleverne gode strategier til at forstå tekster. Der er en arbejdsbog med introduktioner og opgaver og en tekstbog med både sag- og fiktionstekster. Opgavebogen er bygget op som kursusforløb. I hvert kursus møder eleverne et af de greb, der støtter læseforståelsen - fra at kende til forskellige teksttypers brug til at huske nøgleord i en tekst.

Fakta:

Titel: Læs!

Forfatter: Hanne Fabrin, Lissie Munk-Jensen, Camilla Gellert Nielsen

Type: Bog

Forlag: Alinea

Teksterne er indtalt på to cd'er. Desuden findes otte tekster både i en oprindelig og i en let udgave. I den lette udgave er de kohæsive bånd mellem sætningerne dog flere steder fjernet, så den svage læser i højere grad end den stærke skal danne inferens for at få teksten til at hænge sammen. Derfor er de lette tekster visse steder faktisk blevet sværere med hensyn til læseforståelse. Det er lidt uhensigtsmæssigt.

I en tekst, der skal bruges til at arbejde med billeddannelse, er netop et af de ord, der er vigtigt for billeddannelsen, røget ud i omskrivningen. Det er ærgerligt.

Men intentionen er rigtig: Eleverne skal hurtigt i gang med at tilegne sig strategier til læseforståelse. Forfatterne betoner, at de nye strategier skal bruges i de øvrige fag i skolen, og at dansklæreren derfor skal sætte sit team ind i, hvilke læsestrategier eleverne har lært, og hvordan strategierne kan bruges i andre fag.

Det vil være oplagt, at læreren også modellerer og demonstrerer de forskellige strategier for eleverne, så eleverne ser strategierne i anvendelse - hos en, der kan dem.