Anmeldelse
Tyvefældens forbandelse
Elementært spændende historie
Mystik og kamp mod onde ånder danner rammen om en ny serie, der nok skal få mellemtrinnet til vende siderne.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Under nedlukningen i foråret læste 33 procent af de voksne danskerne mere, end de plejer, og 20 procent mente, at de ville læse mere herefter, viser en undersøgelse foretaget af internetboghandlen Saxo. Nu handler det om at fastholde læselysten – også blandt børnene. Derfor deler mange af landets boghandlere "Tyvefældens forbandelse" ud helt gratis i Verdensbogugen 5. til 12. september 2020.
Fakta:
Titel: Tyvefældens forbandelse
Forfatter: Kasper Hoff
Pris: 150
Sider: 192
Serie: Samlingens Vogter
Forlag: Gyldendal
Og godt for det, for "Tyvefældens forbandelse" er en velfortalt og elementært spændende historie. Hovedpersonen Kevins familie er sammenbragt med papfar Henrik og papsøster Kaya, sidstnævnte får Kevin i øvrigt et fint og varmt forhold til. Kevins storesøster Sophia er mere vanskelig og utilnærmelig, og det bliver da også hende, der sender handlingen ud i det ekstreme, idet hun ikke kan holde fingrene fra en lille æske, Kevin arver fra en afdød grandonkel. Hun sælger skrinet videre og lukker også en farlig ånd ud, og det gør hende dødssyg, og så må Kevin tage affære.
Kevin var i øvrigt i gang med en shamanuddannelse hos grandonklen, lige inden grandonklen døde, og nu skal det vise sig, hvad han har lært, for ellers vil Sophia dø. Det bliver en sindsoprivende drømmerejse sammen med Kaya og en gruopvækkende kamp i underverdenen med en kæmpeedderkop, den onde ånd, der har stjålet Sophias sjæl. Kasper Hoff forstår om nogen at skrue en spændende handling sammen. Hold da op!
Næste bind i serien hedder i øvrigt "Kattene fra Ægypten" og er allerede udkommet. Det har også Kevin og Kaya i fokus.