Nogle sprogrevsere klandrer unge for at udtale ord som jeg og kræft forkert, fordi jeg bliver til "ja" og kræft til "kraft". Kritikernes underforståede pointe er selvfølgelig, at de selv har en rigtig udtale med tydeligt "e" og "æ". Kunne man forestille sig de samme kritikere rose nordjyder for deres distinkte udtale af "h" i for eksempel hvem og hver? Næppe.

Eksemplet er hentet fra Michael Ejstrups "Grundbog i sprog" og viser forfatterens sympatiske sprogpolitiske anliggende. Selv om titlen altså siger, at det er en grundbog, er den i lige så høj grad et argument for en løsere sprognormering (også kaldet sprogrøgtning) på dansk. Denne dobbelthed er på én gang bogens styrke og dens afgørende svaghed.

Bogen rummer kapitler om sprog generelt, om sprog i sociale sammenhænge, om sproglig analyse og om talesproget. Så den kommer rundt om feltet, men altså hele tiden med et sprogpolitisk sigte.

For forfatteren er den stærke danske sprognormering problematisk, fordi den marginaliserer sprogbrugere, hvis sprog ikke ligger tæt op ad den dominerende norm. Derfor rummer bogen også gode eksempler på sprogbrug uden for normen, der faktisk er sprogligt logiske, selv om normen typisk vil afvise dem som fejl. Her ser man tydeligt Michael Ejstrups omfattende viden om det danske sprog og dets nuancer.

Men det nuancerede syn er omvendt bogens pædagogiske akilleshæl. For i de afsnit, der skal introducere til sproglig analyse, forsvinder de klare pointer til tider bag detaljer i beskrivelsen. Det sidste hænger også sammen med, at sproget til tider bliver for abstrakt (især fordi begreber anvendes, inden de introduceres).

Dele af bogen kan fungere godt som afsæt for en sprognormeringsdiskussion, men den vil ikke fungere som selvstændig grundbog i sprog.