Anmeldelse
Dræb eller dø
Brutal børneroman om børnesoldater
Velskrevet, særdeles makaber og barsk roman om børnesoldater. I undervisningen bør den ledsages af grundige forklaringer, som sætter indholdet i sammenhæng.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Malik og Rajeb er bedste venner og hovedpersonerne i denne blodige bog om børnesoldater. Deres forældre er døde, landsbyen brændt ned, og med Rajeb som fortæller får vi historien om de to drenges ydmygelser og grusomheder i et ikke navngivet afrikansk land.
Fakta:
Titel: Dræb eller dø
Forfatter: Dorte Lilmose
Pris: 249
Sider: 116
Forlag: Turbine Forlaget
Som mange andre forældreløse børn er de et let bytte for oprørshærens rekruttering af nye børnesoldater, da det måske er deres eneste chance for at overleve. Børn er lettere at skræmme end voksne, de lystrer, de er mindre tilbøjelige til at flygte, og de forlanger ikke løn. En nat, mens Malik og Rajeb sover under et træ, bliver de samlet op af en mand, der tilbyder mad og sikkerhed. Uden nogen som helst anelse om, hvilket liv de nu går ind til. Elendig mad, tvang, vanvid, oplæring i at torturere og selv blive det, skyde og dræbe med AK47 – og til stadighed udsættes de for brutal hjernevask.
De fleste af de i alt 23 lande, der i 2014 ifølge FN anvender børnesoldater, ligger i Afrika, men uhyrligheden eksisterer også i både sydamerikanske og asiatiske lande. På trods af at så godt som alle lande har underskrevet FN’s Børnekonvention, der forbyder brug af soldater under 18 år. Et væsentligt og relevant tema, der med udgangspunkt i denne bog kan tages op til debat i undervisningen.
Bogen er fra forlagets side tænkt til børn fra og med 12 år. Det er en velskrevet, særdeles makaber og barsk roman om et påtrængende emne, men den bør i et undervisningsforløb ledsages af grundige forklaringer og baggrundsinformationer, der kan sætte indholdet ind i de rette sammenhænge, for ikke at virke som det rene makabre gys.