Bogen minder mig om 1970'ernes dokumentariske romaner og tekster om arbejderklassens urimelige vilkår i det kapitalistiske samfund fra samme periode. Men den minder mig også om en langt ældre parallel: forbryderen Ole Kollerøds spændende, indignerede, farverige selvbiografi, som han skrev i året, før han blev henrettet i 1840. Selvbiografien giver et levende billede af almindelige menneskers elendige levevilkår, retssystemet og fængselsvæsenet i første halvdel af 1800-tallet - den danske guldalders tid, hvor kanonforfatterne skrev deres ophøjede tekster om livets dybe, guddommelige sammenhæng.

Denne dokumentariske roman bygger på grundigt studium af en virkelig skæbne, Antons liv fra 1884-1966. Han var en horeunge og blev i sin barndom udsat for grov omsorgssvigt - blandt andet fordi hans mor måtte arbejde i døgndrift for at skaffe mad på bordet. Hans chance for at klare sig i datidens samfund var lille.

Hans liv blev en stadig siksakkurs mellem forskellige forsøg på at etablere sig som en pæn borger og fængselsophold i Horsens Statsfængsel. Han havde psykopatiske træk, og hans modstykke i romanen, den opofrende, småborgerlige Anna, der havde en lys kristentro og gerne ofrede sig for andre, kunne ikke redde ham.

Romanen vil nok ikke blive nævnt blandt de største værker i verdenslitteraturen i fremtiden, men den former et levende tidsbillede af samfundets skyggesider i begyndelsen af 1900-tallet og vil kunne inddrages i dansk-, historie- og samfundsfag som et spændende supplement og en god kontrast til læsning af andre værker fra samme periode.