Romanen her minder i sin komposition om filmen "Vanilla Sky". Kunne man lide den, kan man også lide "Asger og de usynlige fisk". I begge fiktioner oplever hovedpersonen en virkelighed, der bryder sammen igen og igen, hvorpå en ny virkelighed må etableres.

I filmen forklares sammenbruddene med ny teknologi, der kan rekonstruere personers bevidsthed. Også i bogen her er der hele tiden noget, der modsiger den virkelighed, vi lige har etableret. Verden flyder, og intet er fast. Men her er der ikke en afsluttende forklaring, som godtgør skift og sammenbrud. Den må vi selv skabe. Og det irriterer - på en skøn, udfordrende måde.

Asger går ind ad den forbudte dør i det røde værelse, hvor han fodrer usynlige fisk for en sær virksomhed. Derefter er virkelighedens velkendte mønstre ophørt.

Asger er 13. Og det skal eleverne nok også være. Der er grundlag for en stor læseoplevelse - og man vil insistere på at tale med nogen om bogen.