Man er, hvad man siger! Sådan kan der godt konkluderes efter endt læsning af en meget interessant essaysamling, som handler om, at der i det sprog, vi bruger til daglig, er gemt en masse kultur, der bunder i kristne fortællinger. Der er altså - uden at vi er klar over det - en klar sammenhæng mellem sprog og religion.

Børn synes ofte, at de voksne taler mærkeligt, og det er ikke altid, at vi som voksne er i stand til at fortælle, hvorfor vi egentlig siger, at han er en rigtig "Laban", eller at de danske soldater i Irak er blevet sat på en "Urias-post", eller hvorfor vi siger, "at man skal vende den anden kind til". Det vrimler med den slags ord og begreber i den nye bog fra Kristeligt Dagblads Forlag. Ja, og egentlig er de forskellige essays slet ikke nye, for de har alle været trykt i avisen siden 2003 og frem til nu. Så nu kan man enten genlæse dem eller læse dem for første gang.

Der er ingen tvivl om, at man med denne bog bliver mere bevidst om sit eget sprogbrug, og at det, vi siger, kan have en lang tilblivelseshistorie. Det er en sjov og informativ bog, som mange - især dansk- og kristendomskundskabslærere (og måske også undervisere i dansk som andetsprog) - vil kunne have en masse sjov ud af, når der skal læres nye ord og vendinger. Eller måske skulle bogen ligefrem være en stopprøve til testning af "rigtige danskere" og de andre? For det er væsentligt for et samfund, at de mennesker, der bor i det og lever sammen, har en fælles historie, som er med til at fasttømre en fælles identitet. Men denne fælles historie er under stadig udvikling og forvandling. Det gælder både vort sprog og vor tro, der bliver ved med at få nye betydninger, nye skikke og nye fortolkninger. Livet er foranderligt - og heldigvis for det, men måske er det også klogt, at vi bliver mindet om kontinuiteten ved hjælp af denne meget anbefalelsesværdige bog.