På baggrund af de massive krav om evaluering, testning og bruger- og statskontrol åndede jeg lettet op, da jeg læste de nye Fælles Mål. Formålet er stadig en god beskrivelse af hensigten med faget. Det er endda blevet mere præcist end før.

Slutmål og trinmål er bredt formuleret, men mange af dem er vage selvfølgeligheder, som ikke meningsfuldt kan benægtes. De giver vide rammer for lærernes formulering af egne undervisnings- og læringsmål. Målene dækker faget bredt, når det gælder dets videns- og færdighedsområder. Dog er enkelte områder spartansk beskrevet, blandt andet elektroniske medier.

Læsning har fået et tiltrængt løft i form af brede mål, som forpligter til en opprioritering af dette område.

Det er halsløs gerning at evaluere de bredt formulerede mål pind for pind, blandt andet i forbindelse med elevplaner. Inden for Fælles Måls rammer må lærerne formulere deres egne konkrete undervisnings- og læringsmål ud fra deres fagsyn, personlige engagement og elevernes interesser og forudsætninger.

Der er langsomt sket et skred i bestemmelser i dansk. Efter "Dansk 1976" med dens sociale dannelsessyn og med kommunikation som nøglebegreb kom reaktionen mod dette faghæftes indholdsløshed i "Dansk 1984", hvor skønlitteratur og sprog var nummer 1, og hvor et moderne  dannelsesbegreb understregede vigtigheden af, at eleverne selv opbyggede "personligt funderede værdiforestillinger". Via et par mellemstationer er vi nået frem til, at faget i Fælles Mål 2 er domineret af en overvældende overvægt til grundlæggende færdigheder og viden.

Sproget i de nye Fælles Mål er formelagtigt, uvarieret, stift og farveløst. Det afspejler ikke fagets kerne, der som bekendt også er, at indhold og udtryk skal passe sammen. Læs "Dansk 1984" og se, hvor smukt faget kan beskrives.

Progressionen er krampagtig og ulogisk. Det faglige signalement, som i den gamle udgave understregede, at dansk er et dannelsesfag, er væk. Passager om fantasi, følelser og inddragelse af elevernes oplevelser og egne erfaringer er nogle steder strøget, og den musiske dimension er nedtonet.

Der er en bevægelse over mod mere individualisme og mindre fællesskab. Eleverne skal blandt andet ikke længere give respons på hinandens tekster. Der er ikke meget Grundtvig tilbage. Som eksempel kan nævnes, at det talte sprog er en instrumentalistisk opremsning af færdigheder, intet om samtalens betydning i samvær, i det menneskelige møde og for den personlige udvikling - og om det levende ord, som skaber.

Og det, der tæller, er centrale mål, prøver og test - ikke de vejledende læseplaner og undervisningsvejledningen, som nu skal omskrives.

Læreruddannelsens og Dansklærerforeningens  fastholdelse af dannelse som et centralt begreb kan forhåbentlig bidrage til udvikling af dansk som et dannelsesfag, hvor evaluering kan indgå på en frugtbar måde, for selvfølgelig skal der formuleres mål og evalueres på en måde, der passer til faget.