Jeg har det lidt ambivalent med betegnelsen klassiker. Hvis ordet bruges om et teknisk apparat, kan man være sikker på, at det dækker over modellen fra i forfjor, som fabrikanten håber at kunne sælge til godtroende kunder.

I litteraturen er betegnelsen ikke helt så entydig. Det bruges i reglen om bøger af en vis alder, men der er ikke noget automatisk kvalitetsbegreb forbundet med det. Det kan dække over alt fra Oehlenschlæger til Puk-bøger.

Denne samling røverhistorier var gængs drengekammerlæsning, da farfar var knægt, og det var der en god grund til: De er hammerspændende, og selv om moderne børn kender de fleste af dem i grundform fra remakes i form af film eller tegneserier, kan det skrevne ord stadig fængsle ubefæstede barnesjæle, i denne fine genfortælling gerne oplæst som dagens middagsføljeton.

De fleste af historierne bæres oppe af moralbegreber fra den britiske Victoriatid, hvor den hvide mand måtte klare paragrafferne, når de knap så ædle vilde var i færd med at ofre de gode af slagsen. Engelske gentlemens ejendommelige vaner redder liv såvel ved Kong Salomons miner som på Phileas Foggs jordomrejse, og både den skønne Esmeralda og Oliver Twist genforenes med deres nærmeste slægtninge; i førstnævntes tilfælde for sent, ganske vist, men absolut med æren i behold.

Det er en fortrinlig samling tårepersere, flot fortalt og med fine og fantasistimulerende illustrationer.

Mindst én til hver bibliotekshylde!