"Den eneste ene" som middelalderroman.

Bogen er blevet til som et projekt mellem forfatter og læsere - en 8.-klasse på Møn. Sikkert et spændende projekt, hvor forfatteren har diskuteret, skrevet og ændret i samarbejde med eleverne. Resultatet er en noget ujævn bog, der fortæller mere om drømmene hos nutidens 14-15-årige end noget andet. Og tilsyneladende lever drømmen om den store kærlighed i bedste velgående.

Købmandssønnen Magnus skal, længe før det blev et problem, tvangsgiftes med den rige købmandsdatter Isabella. Heldigvis for dem forelsker de sig dybt i hinanden, og den kærlighed handler resten af bogen om. Med mange forviklinger, som for eksempel at Isabella tages som gidsel af den danske konges høvedsmand på Møn, og at Magnus bliver spedalsk.

Den historiske ramme er hansestaden Visby med afstikkere til Valdemar Atterdags Danmark - ikke mindst Møn - og til Estland. Hvem skal have magten? Konge eller købmænd? Bønderne er det i hvert fald ikke. De bliver slagtet uden for Visbys mure, uden at nogen rigtig gør anskrig af den grund. Her får vi en lang beskrivelse af en gotlandsk bonde, der forsvarer Visbys mure. Han bliver slået ihjel, men vi aner aldrig, hvad han gør i historien. Et eksempel på bogens svagheder: Der er for meget stof, som ikke vedkommer historien. Også indblandingen af de underjordiske. Hvad den lokale mønske konge, Klintekongen, og hans underjordiske hof egentlig skal her, står ikke lysende klart, og selvom fiktion ikke skal bindes af sandsynlighed, skal den alligevel være troværdig og forståelig. Det lykkes ikke altid.

Til gengæld puttes der lidt historisk viden ind for eksempel om Valdemar, hansestæderne, middelalderliv og spedalskhed.

Romanen vil nok finde størst anvendelse på Møn. Som selvlæsning vil den appellere mest til romantiske teenagere.