Anmeldelse

H.C. Andersen med hans egne ord

Klik for at skrive manchettekst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Formålet med denne cd er det prisværdige at lette dansklærerens arbejde. Ragnhild Bach Ølgaard, der selv underviser i dansk, har samlet en række tekster af H.C. Andersen og forslag til opgaver i forbindelse med disse tekster på en cd. Størstedelen af opgaverne sigter mod mellemtrinnet, og enkelte kan bruges til ældste trin. Desuden er der en samling eventyrbilleder beregnet til yngste trin.

Teksterne og opgaverne er illustreret med Ragnhild Bach Ølgaards egne smukke billedtæpper med motiver fra H.C. Andersens tekster.

Den enkelte lærer kan plukke enkelte dele fra cd'en og supplere med egne opgaver, eller han kan vælge hele samlingen.

Der er gengivet hele treogtyve sider fra H.C. Andersens levnedsbog. Sammen med dagbogsnotater giver de et godt billede af hans første 25 år. De senere år belyses igennem breve, rejsebøger og romanen "Improvisatoren". Uddragene er velvalgte. I forbindelse med disse tekster er der udarbejdet opgaver.

Derudover er der udarbejdet opgaver til eventyrene: "Den lille Havfrue", "Den grimme Ælling", "Historien om en Moder", "Tolv med Posten"," Paradisets Have" og "De vilde Svaner". Eventyrene må man finde i en bog.

I et afsnit gengives Jens Jørgensens og Rolf Dorsets teori om, at H.C. Andersen skulle være kongesøn. Forfatteren er overbevist om teoriens holdbarhed, selv om hun dog nævner, at den modsiges kraftigt af H.C. Andersen-forskere.

Der er mange gode opgave- og tolkningsforslag. Elever og lærere må nok forholde sig kritisk til nogle af dem.

Mange lærere vil mene, at de kan gøre det lige så godt eller bedre selv, andre vil med kyshånd tage imod det udmærkede udvalg af tekster og de mange opgaveforslag.