Skal man absolut indtage kemikalier som barn, skal man helst falde i gryden med trylledrikken. Man skal i hvert fald ikke tage fejl af æblemosten og så en grøn, riflet flaske med dødningehoved på etiketten!

Men sket er sket, og da Jack Stump vågner op på hospitalet tyve år efter, er der ikke sket så meget. Hans mentale stadie er stadig en tiårigs, hans krop har fået visse voksentræk, men den er ikke vokset. Alt er ved det gamle - bortset fra at huden er blevet nopret og har antaget en påfaldende tudsegrøn nuance.

Barndomshjemmet eksisterer endnu, men legekammeraterne er ikke, hvad de har været. Ingen vej udenom, Jack må fortrække til Doom Town, de tvivlsomme eksistensers lokalitet, hvor han - efter at have medvirket til at nedkæmpe en gal overlæge på en sindssygeanstalt - indgår som medhjælper for Sam Spade-klonen Dick og hans yndige assistent, Jacks barndomskæreste Sue.

De tre bøgers plot er måske ikke verdens mest originale, men både kampen mod de ravende galninge, zombierne og den muterede kæmpegedde i kloaksumpen er konsekvent genretro: Horror- og splattereffekterne er strøet med mild hånd ud over siderne, fremragende illustreret af Jon Ranheimsæter, og sprogligt beskrevet med kropsnære ord, der vil føles helt naturlige for drenge i den fækale fase.

Historierne er ustyrligt morsomme for den, der er til den slags humor; og spændende, selv om eksistensen af sidste bind af en seriebog må forudsætte, at de foregående er endt nogenlunde godt.

Bøgerne er langtfra lærerindeegnede. Netop derfor kan man håbe, at de vil blive udstillet på en fremtrædende plads, så trevne frilæsere nemt kan finde dem. Det gælder ikke mindst de drenge i præpuberteten, der har haft meget svært ved at knække læsekoden, og som i hvert fald ikke gør det, hvis man giver dem en bog om en pipfugl, der er blevet væk.