Anmeldelse

Brevet fra fortiden / Et hårdt brød / Kold som is

Klik for at skrive manchettekst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Forfatteren, der er læreruddannet, har i mange år arbejdet med læsesvage børn, unge og voksne. Hun ved derfor, hvor stort behovet er for vedkommende og motiverende læsning med en passende sværhedsgrad, og har erfaret, at krimigenren er vældig velegnet til målgruppen.

I de tre første titler præsenteres den gennemgående figur - kriminalkommissær Hugo Hammer - og et skiftende persongalleri omkring den letløbende og fængende handling.

Vor hovedperson møder vi første gang i "Brevet fra fortiden", hvor et ungt par på et loppemarked erhverver et gammelt skrivebord, som i en af sine skuffer rummer løsningen på en gammel mordsag, som en uskyldig mand har siddet fængslet for i mange år.

I "Et hårdt brød" er den 76-årige pensionist, Karen, på vej hjem med 3.000 kroner i tasken, som hun har lånt af sin søn. Et par barske rødder passer hende op på vej hjem fra bussen - men den gamle dame formår med et rugbrød (!) at uskadeliggøre de to banditter.

I "Kold som is" får Hammer en vanskelig sag med at opklare mordet på en letlevende kvinde, der dukker op som "strandvasker". Takket være en fugleinteresseret ung mands gode iagttagelsesevne - samt et ikke ubetydeligt held - opklares mordsagen på de sidste sider.

Forfatteren har skrevet tre små historier, som med kyndig hånd er tilpasset målgruppen - unge og voksne læsesvage - og serien vil med held kunne anvendes i folkeskolens specialundervisning samt som letlæsningstilbud på skolebiblioteket fra 7. klasse og opefter. På første sideopslag præsenteres personerne med navn og alder, ligesom læseren får hjælp til at huske, hvor de forskellige afsnit foregår. Der er anvendt stavelsesdeling ved en række vanskelige, sammensatte ord, ligesom læseren får hjælp og støtte til læsningen af de lidt dystre, sort-hvide illustrationer.