Anmeldelse

Hytten ved tidens rand

Klik for at skrive manchettekst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En romanbladsagtig beretning om tre mænds ovenud fantastiske ferieoplevelser uden for en lille norsk landsby. På grund af utidig nysgerrighed sættes de tre - der tænker, taler og handler som drenge på spejdertur - pludselig 150 år tilbage i tiden: De befinder sig i 1830 og ikke i 1980. Heksen Sigrid er på spil. Hun vil hævne sig på efterkommerne af dem, der for længe siden helt uretfærdigt dømte hendes kærlige heksemor til bålet. Hun mager det sådan, at de tre mænd kommer på nogle alt for barske og svære prøver. I første omgang benamputationer på tre alvorligt syge. Operationer uden regulær bedøvelse og med brug af køkkenknive. Komplikationer støder til, og nutidstrekløveret kommer til kort. Den ene af drengene, nej mændene, forelsker sig i søsteren til en af de sygdomsramte, hvilket gør konfliktsituationen endnu mere speget. Det ser kulsort ud for de tre, men pludselig havner de igen i deres egen tid og genfinder feriehytten. Den forelskede af dem kan lægge blomster på sin fortids-Thoras grav; hun døde i 1856!

Beretningen er forceret, desuden ubehjælpsom, stereotyp og sprogligt fattig. Handlingen er skabelonagtig og fantastikken skematisk og postulerende. Anskaffelse frarådes.