Vel er den da grim, men på den søde måde. Ligesom storken, den gamle and med det spanske blod og de øvrige dyr i eventyret. Vi er i det selvtilstrækkelige miljø under skræppebladene, hvor lykken er at vide, hvad der er normalt, i hvert fald på denne side af præstens mark.

Som læser blader man igennem det ene flotte og gennemarbejdede opslag efter det andet med troværdige detaljer fra landlivet anno 1843, hvor H.C. Andersen skrev eventyret på Gisselfeld Slot.

Det ved jeg, for det fremgår af de sidste siders kildehenvisninger, hvor man også kan læse, hvor den fortrinlige illustrator har hentet sine motiver i nutidens virkelighed på Fyn. Det står lige efter det gode efterskrift af museumsinspektør Ejnar Stig Askgaard fra H.C. Andersens hus.

Teksten er Andersens egen originaltekst, den giver det ikke rigtig nogen mening at anmelde her halvandet hundrede år efter. Den har bevist sin levedygtighed.

En på alle måder fortrinlig udgivelse.