Et af Martin A. Hansens mest eksperimenterende værker er her temmelig genialt omsat til en medie, der paradoksalt nok var forkætret som sjælegift i forfatterens samtid. Tegneserien gør ikke budskabet mere lysende klart end novellen, men den er smukt udført, og illustratoren har fundet en fin metode til at illustrere de (mindst) to lag i fortællingen: Den egentlige handling - to unge kvinder, deres kærester, den indtrængende rival, jalousidramaet - og en gammel mand, der ligger for døden og giver en af personerne (forfatterens alter ego) dårlig samvittighed.

Det andet lag er den forfatter, der skriver novellen, og som træder frem - i illustratorens aquatintenuancer - når han bliver irriteret over, at han rutinemæssigt lader naturalismens dogmer om udtryksformer flyde over i sin pen. Og ikke mindst distraheret af sin kvindelige læser, der dukker op med kritik, sætter sig på hans sengekant og hele tiden vil holde i hånd. Hun kan opfattes som svaret på de henvendelser til læseren, som Martin A. Hansen typisk puttede ind i sine historier.

En akademisk tolkning ved Anders Thyrring Andersen findes på den smukke bogs sidste sider. Han klassificerer værket som et programskrift, først og fremmest rettet mod Georg Brandes (novellens person Georg). Martin A. Hansen så sin skrivemåde som udtryk for en kristen modernisme, der var moden til at afløse det moderne gennembrud og naturalismen.