Vi befinder os i fremtiden i et lidt trist univers. I Jonien hersker kulden såvel bogstaveligt som i overført betydning. I modsætningen - dimensionen Sasaya - er alt idyl. Der er lidt Jehovas Vidner over miljøbeskrivelsen. For selv om de i Sasaya da også bærer på savn og grumme fortidsminder, lever venner og fjender her sammen som lammet og løven på billederne i bladet "Vagttårnet". Universet er for sort/hvidt og fungerer ikke rigtigt. Det samme kan man til dels sige om personerne. De to hovedpersoner - Sano og den forulykkede flyver Mark - er de mest nuancerede, men ellers er der ikke meget liv over karaktererne. De er mere roller og typer.

Stoffet er ellers spændende nok, når først historien går i gang. Sano og hans lillebror, der hører hjemme i Sasaya, er havnet hos modstandsbevægelsen i Jonien. En af magthavernes helikoptere forulykker med soldaten Mark om bord. Måske var der også det kemiske stof Pajotin, som er nødvendigt, for at Sano og broderen kan vende tilbage til Sasaya, hvor lyset, familien og kærligheden er. Vil Mark hjælpe, og hvordan kan man finde ud af, hvem man skal stole på - ikke mindst når de to modstandere Mark og Sano egentlig synes om hinanden. Der er lagt op til interessant konfliktstof, men det fokus forsvinder desværre og flyttes til en konflikt mellem to af oprørerne. Hvad konflikten handler om, ved man ikke rigtig, og derfor ved man ved endt læsning heller ikke helt, hvad bogen egentlig handler om.

Der er mange gode elementer, men de ender ikke rigtigt med en spændende helstøbt fortælling.

Målgruppen er nok drenge mellem 12 og 15 år. Sprogligt fungerer den godt.