De unges sprogbrug er i fokus som aldrig før. Der findes snart ikke et forældremøde, hvor emnet ikke står på dagsordenen. De unge sviner hinanden til både verbalt og på sms - hvis vi skal tro forældre og lærere. Men de unges brug af ukvemsord er ikke hyppigere, end det altid har været, mener sprogforsker.

»Det er en myte, at de unge taler grovere til hinanden end tidligere. I dag hører vi langt mere og får derfor også øje på det sprog, de unge bruger, fordi vi er sammen på en anden måde end tidligere«, siger Pia Quist, sprogforsker ved Københavns Universitet, og henviser til, at det er grænserne mellem unge og voksne, der har flyttet sig, og ikke selve sproget, der er blevet grovere.

Pia Quist forsvarede i foråret sin ph.d.-afhandling - en etnografisk og sociolingvistisk undersøgelse af sproglig variation i storbyens skoler. Hun mener, at en af årsagerne til opfattelsen af, at de unges sprog er blevet grovere, er, at der er utrolig meget fokus på sprog og mobning lige nu.

Børnepsykolog John Aasted Halse noterer sig en ændring i, hvor de unge henter deres skældsord.

»Der er sket en glidning i sproget. Det er blevet mere seksualiseret. Lede luder, mother fucker og fuck dig bruges hyppigt, både mellem de unge og over for voksne. De unge bliver inspireret af, hvad de hører på Boogielisten og læser på internettet, og skelner ikke mellem, om de tiltaler en kammerat, mormoren eller klasselæreren, og det er et stort problem«, mener John Halse, der har undersøgt børns, unges og voksnes opfattelse af sproget.

Unge og voksne i fælles rum

Pia Quist og John Halse er enige om, hvorfor voksne opfatter de unges sprog som meget provokerende. De voksne hører det oftere, end de gjorde tidligere.

»Der er ikke længere skarpe grænser mellem bundne og formelle klasseaktiviteter og mere frie og uformelle aktiviteter. 'Autoritetsforholdet' mellem lærer og elev har ændret sig, så klasserummet og lærer- og elevrollerne har ændret karakter«, forklarer Pia Quist.

Men det fælles sociale rum bør ikke forhindre de voksne i at sætte grænser og sige fra, mener John Halse.

»Selv om de unge har et såkaldt frisprog, så fritager det dem ikke for, at de skal lære at skelne mellem, hvem de taler til, og hvordan de taler. Det er okay, at de har deres egne sprogkoder. Men det er ikke i orden at kalde dansklæreren en smatso. De sproglige koder er i nogle grupper blevet dagligdags og bruges automatisk uden omtanke, hvor piger generelt omtales som kusser og ikke piger. Det er et problem«, siger han.

Bandekasse-purisme

Der er flere måder at angribe problemet på. Man kan for eksempel helt forbyde brug af visse ord.

»Det handler om, at de unge skal lære at være opmærksomme på, hvilket rum de er i, og veksle mellem deres sprogkoder«, siger John Halse og understreger, at voksne sagtens kan forklare, hvordan de har det med at høre på unges grove sprog.

»Lærere og pædagoger skal sige klart fra. De skal fortælle, at de altså ikke vil høre disse fisse-ord, og at dem kan de bruge et andet sted. Respekten for børn og unge ligger i, at vi accepterer deres sprog og sprogkoder, men respekten ligger altså også i at sige fra«, siger han.

Pia Quist er enig i, at man skal sige fra og ikke finde sig i at blive kaldt hvad som helst. Men hun advarer mod, hvad hun kalder bandekasse-purisme.

»At forbyde brugen af ukvemsord er det samme som at begrænse udfoldelsen, og det synes jeg er uhensigtsmæssigt. Det lægger en dæmper på kreativiteten, fordi det skaber et kunstigt miljø mellem voksne og unge. Pædagoger og lærere bander jo også i deres indbyrdes kommunikation. De bruger bare nogle andre ord«, siger Pia Quist.

Sprog versus mobning

Alarmerne ringer hos de fleste lærere, hvis en klasses indbyrdes sprog er negativt grænseoverskridende. Men hvis en klasse ikke fungerer, bør man, ifølge Pia Quist, kigge på de sociale relationer og ikke på selve sproget. Altså tage fat i årsagen og ikke symptomet.

»Det er fint at fokusere på mobning. Vi skal ikke acceptere, at en eller flere bliver mobbet. Men vi begår en fejl, når vi fokuserer på selve ordene, der bliver sagt. Vi forhindrer ikke mobning via sproglige restriktioner«.

John Halse efterlyser, at pigerne selv kommer på banen. Det er dem, der bliver mest forulempet - i al fald sprogligt - og det skal de lære at sige fra over for.

»Der ligger en pædagogisk opgave i at lære de unge at melde fra. Specielt pigerne skal ikke finde sig i konsekvent at blive kaldt en so og hele tiden blive omtalt som et sexobjekt. Det bliver de i sange, og det bliver de i klasseværelset. Det er ikke i orden. Det er vores opgave at lære de unge, at det er i orden at sige fra over for det sprog, der bliver brugt, og at det så også bliver accepteret«, mener han.

Sproget er som punkerhår og hullede sko

Som ung tænker man ikke så meget over, hvad man siger, og hvordan man siger det. Det vigtigste er at høre med til gruppen. Man taler som de andre for ikke at skille sig ud. Men det er vigtigt at forklare de unge, at selv om det måske ikke er deres sprog, så har det afgørende betydning for andres førstehåndsindtryk af dem.

»De unge skal lære, at der er et fælles sprog og et subkultursprog. De skal vide, at de bliver vurderet på deres sprog i uddannelsessystemet, i jobsituationer og i alle andre relationer med voksne mennesker, og at man altså ikke kommer langt med at bruge det sprog, der hører subkulturen til, i disse sammenhænge. Sproget har lige så stærk signalværdi som for eksempel hullede sko og punkerhår. Dit sprog fortæller mig, hvilket socialt lag du kommer fra, hvem du er, og hvilke værdier du står for«, siger John Halse.

Men det ved de unge, ifølge Pia Quist, allerede. Problemet ligger primært i, at voksne hører noget, de ikke tidligere hørte, og gør det til et problem.

»I mine undersøgelser, og også i alle mine kollegers undersøgelser, er de unge sprogbrugere dygtige og kompetente. Og her taler vi også om de unge, der opfattes som 'problematiske'. De ved udmærket, hvilket sprog der passer sig i formelle og uformelle situationer, og de kan sagtens skelne mellem, hvad der passer sig i en samtale med mormor og i en samtale med sidekammeraten«, forklarer Pia Quist.

At de voksne stejler over børn og unges sprogvaner, er ifølge Pia Quist ikke noget nyt. Det er set før, og vi vil se det igen. De voksne har altid beklaget sig over børn og unges sprogvaner.

Bekymringer over børn og unges sprog, som de for eksempel udtrykkes i debatindlæg i medierne, afspejler et sammensurium af oplevede problemer med generationsforskelle, mobning, manglende respekt for autoriteter, kønsdiskrimination med mere. Begreber som »dårligt sprog«, »groft sprog« og »frisprog« beskrives som ondet, der skal indestænges med »grænsesætning«, »bandekasser« og »konsekvens«. Der er mange common-sense-bolde i luften, som desværre ofte mangler både underbygning og nuanceret behandling. Men overfladisk fokus på »groft sprog« løser ingen af de oplevede problemer med mobning, manglende respekt for autoriteter med mere, mener Pia Quist.

Tre klagepunkter

Mindst tre klagepunkter går igen i den offentlige debat om unges sprog, og de blandes ofte sammen. Men, siger Pia Quist, det er en god idé at skelne og gøre sig klart, hvad man egentlig mener, problemet med unges sprog er.

. Unge sjusker med ord og udtale, lyder et klagepunkt. For eksempel er det nogles opfattelse, at unge ikke gider udtale ordene »ordentligt«, de taler for hurtigt, og de ved for eksempel ikke, hvad en bjørnetjeneste »rigtigt« betyder.

. Unge taler groft og voldsomt til hinanden og til voksne. Det støder mange voksne, at unge kan finde på at kalde hinanden for bøsse og møgkælling.

. Unge mandlige rappere bruger sexistiske og nedlandende betegnelser om kvinder, for eksempel luder, ho og bitch.

Bandeord

Bandeord udfylder vigtige funktioner i vores sprog. Vi kan have forskellige meninger om dem, vi ved godt, at vi ikke bør bande, men der vil altid være bandeord i dansk, blandt andet fordi de kan bruges til:

. at udtrykke ærgrelse (Pokkers! Satans! Fuck!)

. at udtrykke overraskelse (Det var pokkers! Det var satans! Fuck, er det rigtigt? Er det fucking rigtigt?)

. at understrege noget (En pokkers god film. En satans god film. En fucking god film).

»Alt tyder på, at unge og voksne bander lige meget«, siger Pia Quist. »Det er bare forskellige ord, de bruger. Der er ingen grund til at tro, at børn, unge og voksne bander mere end tidligere«.

Fucking dansk

Fuck er blevet et dansk bandeord. Det bøjes efter dansk bøjningsnorm (for eksempel: Mogens fuckede det op), og det forekommer i utallige former (fuck, fucking, fucker, fucket, fuckede).

Fuck er et af de mest frekvente og udbredte bandeord blandt unge i dag. Det er det ikke blandt voksne, som synes, at fuck virker som et meget voldsomt bandeord.

Om et par generationer vil denne generationsforskel i opfattelsen af ordet fuck være udjævnet, mener Pia Quist.

Skældsord

Nedsættende betegnelser og skældsord ændrer altid form for at bevare en bestemt effekt. Meningen med et skældsord er at fremkalde en reaktion hos modtageren. Men effekten forringes efter en årrække, så nye skældsord kommer til. Derfor vil de skældsord, der bruges i dag, ikke være i brug i samme udstrækning om 20 år, men nye vil komme til.

Med tidens intensiverede fokus på mobning kommer der også øget opmærksomhed på, hvad børn, unge og voksne kalder hinanden.

Se mere på www.piaquist.dk og www.johnhalse.dk

Du kan også læse anmeldelsen af John Halses bog »'Fuck dig!' - om børns og unges sprog« på side 32.