Anmeldelse
Børn og vitser
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Kender du den om ...?" Bogen er en teoretisk introduktion til den leg, der foregår mellem børn, når de fortæller vitser. Begrebet "vits" bruges i denne sammenhæng som samlet betegnelse for gåder, gådevitser, vittigheder og "Alle børnene .-genren".
Dele af bogen har tidligere været publiceret i tidsskrifter og er omarbejdet og skrevet sammen til en helhed. Bogen består af tre dele. Første del introducerer begrebet legekultur - i betydningen børns brug af vitser. Forfatteren ser nærmere på forhold i barndom og legekultur, der har indflydelse på børns brug af mundtlige genrer. Den mundtlige legekultur, fortællinger og sproglig baseret leg belyses. Anden del beskæftiger sig med børns vitser set i et genreperspektiv. Sidste kapitel undersøger indhold, form og æstetik i vitser, der handler om skoleliv (lærere) og seksuelle emner.
Fremstillingsformen er akademisk med henvisninger til navne, årstal og publikationer. De mange gode eksempler på børns vittigheder og fremstillingsformer, som bogen også benytter, stammer fra forfatterens indsamlingsarbejde blandt børn og unge over en syvårig periode i københavnske institutioner.
For læseren, der gerne vil studere området nærmere, indeholder bogen en litteraturliste over såvel artikler som fagbøger om emnet. Bogen henvender sig til studerende og lærere, der arbejder med eller gerne vil vide mere om børn og børnekultur.