Anmeldelse

Pigen i træet

Klik for at skrive manchettekst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Det, der er svært i dag, er måske ikke så slemt i morgen. I morgen kan blive den bedste dag i hele livet". Kloge ord fra den ældre kvinde, Stella, til den niårige Selma, der har det svært med de forandringer, tilværelsen byder hende.

Selma flytter med sin far og mor fra byen til landet - far har fået nyt arbejde - og efter sommerferien skal hun starte i en ny skole. Samtidig skal hun være storesøster. En stor mundfuld, og det bliver ikke nemt. Værst er skolekammeraterne, indimellem grusomme i deres bestræbelser for at holde Selma uden for det gode selskab.

Selma har heldigvis sin mor, far og nye lillebror, som holder af hende, og så har hun Stella. Hun bliver, selv om hun er "gammel", Selmas bedste ven og i sidste ende redningsmand. Stella er noget for sig selv, farverig og varm. Hun skaber et fristed for Selma, lytter til hende og lærer hende, at hun er nødt til at fortælle, hvordan hun føler. Stå ved den, hun er, og ikke bøje sig for de ubehageligheder, hun møder i skolen. Og hun giver praktisk bistand, når det gælder.

Historien er i jeg-form, skrevet et år efter den sommer, hvor det hele skete. Heldigvis er meget forandret til det bedre.

En rigtig god bog om, hvor svært det kan være, når tilværelsen forandres, og man bare er ni år. Det er også en påmindelse til voksne medlæsere om at være opmærksomme på børnene. De tåler undertiden meget og holder det for sig selv, selv om de har det rigtig slemt.

Der er gode muligheder for samtaler, for eksempel om, hvordan man har det med hinanden i klassen, eller om forandringer eller om venskaber. Som oplæsningsbog for de 7-11-årige og frilæsning for de ældste af børnene i gruppen.