Anthony Browne er verdenskendt som den illustrator, der fanger det dobbeltbundede og det tvetydige med sin surrealistiske streg. Han har fanget det, der er værre end skilsmisse: Når voksne med børn flytter sammen, i "Gæster hver dag, nej tak!" Han har skildret den splejsede drengs overlevelse i en gorillaverden i "Søren"-bøgerne. Ja, hver eneste bog af ham har spændt over tilværelsens dobbeltheder.

Nu kommer så den ultimative hyldest til MOR, My Mum, som bogen hedder på engelsk.

Ikke en eneste slingren i valsen: My Mum ville kunne alt, gøre alt - og "HUN ELSKER MIG! (Og vil altid gøre det)".

Billederne er selvfølgelig karakteriseret af Anthony Brownes suveræne og surreale teknik, men hvor der plejer at dukke komplementære figurer op, emmer alt nu af blomster og hjerter, først og fremmest hjerter.

Bogen virker helt uden forbehold som en kærlighedserklæring til My Mum. Der er ikke snerten af ironi som den, Poeten i sin tid skabte et tophit på, så han og Lillemor kunne beholde huset.

Men midt i den enstrengede, uforbeholdne hyldest er der alligevel et forhold, som må trækkes frem: En mor er ikke en historieløs, frit over virkeligheden svævende figur.

Hvis man sammenligner portrættet af mor i "Super mor" med persontegningerne i den bog, Anthony Browne udgav året før, "Gennem skoven", så er det tydeligt, at My Mums ansigt er sammensat af "Gennem skoven"-morens underansigt og af bedstemorens/farens overansigt.

Mor er altså en sammensat figur, men den viden forstærker jo kun My Mums pointe: Det store er, at HUN ELSKER MIG! (Og vil altid gøre det).

En smuk bog for alle, der er født af en mor.