Nora har overlevet krigen skjult i en hule blandt murbrokker. Ellers ved vi ikke meget om hende eller om stedet på kanten af ørkenen. Det, vi ved, er, at tilværelsen brutalt blev revet itu, da krigen "som en vred og grusom drage, der spyr ild" rasede hen over byen. Alting tog den med sig, selv Noras stemme. Kun hun og en såret hund er ladt tilbage. Hun med en drøm om en dejlig tid, hvor der var en mor, en far og en søster. Måske var det virkelighed engang - hun ved det ikke. Hun må klare sig alene, lever af mandariner og tåler nattekulden i alt for lidt tøj, men knytter sig tæt til hunden som ven og beskytter. Også hendes tillid er sønderknust, så det er med forsigtighed, hun nærmer sig de soldater, der forsøger at hjælpe hende.

Det er en nøgtern skildring af krigens gru og dem, det altid går hårdt ud over - børnene. Og alligevel er bogen sært poetisk og sprogligt veloplagt, fordi den samtidig er fuld af håb. Det lykkes forfatteren at beskrive rædslerne for den lille pige, så man fornemmer håbet vibrere bag de sønderskudte huse, ensomheden og den til stadighed sultne slange, som huserer i Noras mave. Måske fordi Nora forsøger at handle, og ikke mindst fordi hun i venskabet med hunden får menneskelige, varme følelser til at overleve på trods.

De helsides sort-hvide illustrationer giver også en fin oplevelse.