Anmeldelse

Lille frø

Klik for at skrive manchettekst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Mange forældre og lærere kan i svage øjeblikke gribe sig selv i at tænke: Hvorfor er lige netop dette barn blevet så slemt?

Nu kommer Jakob Martin Strid med en mulig og strid forklaring: En meteor ramler ned i et fjernsyn hos en frøfamilie i København, og meteoren bringer et æg med sig, og ud af ægget kommer en smuk lille frø, Lille Frø.

Men det viser sig, at han er meget slem, tegner sin far i hovedet, bager telefonen i ovnen, vasker bøger, og forældrene får ham til skolepsykolog.

Hans reaktion på psykologens forslag om en handlingsplan er at stikke ild til psykologens hår, tisse i hans taske og stikke af.

Han ender hos en isigselvhvilende guru, som han gør edderspændt rasende ved at male i hans gurubog og i hans ansigt.

Men ude i den kolde sne igen bliver han fundet af sin københavnske familie i en helikopter. De er lykkelige for at finde ham igen. Og da han bliver voksen, kommer alle hans slemme streger på museum.

Billederne er holdt i den enkle og fortællemættede stil, som i hvert fald trofaste Politiken-læsere kender (og savner).

Men der er også overrumplende synsvinkelskift, som for eksempel da guruen beder Lille Frø lukke øjnene og hvile i sig selv: Billederne skifter fra totalbillede af de to, bliver helt sorte, indtil Lille Frø åbner det ene øje på klem, og vi ser guruen ud gennem en sprække i det sorte.

Bogen, der blev dansk vinder i Den nordiske Billedbogskonkurrence 2004, har bud til alle aldersgrupper.

Den rummer en skæg historie, og den stiller et godt skoleeksistentielt spørgsmål: Hvordan omgås vi bedst alle de børn, der er kommet ud af meteoræg, vel vidende at Picasso kom på museum, H.C Andersen kom på museum, Strid kommer måske på museum, men flere får en kummerlig skæbne?